DA

Højteknologisk dansk virksomhed gør klar til at indtage Europa med målesystemer til forsvaret

image Foto: Torsten Elmkjær med en del af de avancerede antennepaneler, som Nordic Radar Solutions udviklede og som førte til et teknologisk gennembrud
Den lille virksomhed Nordic Radar Solutions med hovedkontor i Egå har i 14 år udviklet radarapplikationer. Med et stigende fokus på forsvar og sikkerhed er ambitionen at vækste og blive uafhængige af ekstern finansiering.

”Hvorfor gør vi det ikke anderledes?” tænkte Torsten Elmkjær og hans co-founder for 14 år siden. Torsten er civilingeniør fra DTU med speciale i radarteknik og antenneteknik og har en ph.d. inden for akustik og signalbehandling, og så har han arbejdet 20 år hos den højteknologiske virksomhed Terma, der leverer løsninger til rumfart, forsvar og sikkerhed. Så han havde efterhånden opbygget en solid viden om forsvars- og sikkerhedsindustrien.

”Vi vidste, at når flyvevåbnet holder skydeøvelser, foregår tilbagemeldingen til piloterne meget senere, efter at en mand har været ude ved målene og manuelt foretaget en opmåling. Så fik vi ideen til at udvikle et radarsystem, der kan måle resultaterne, mens piloten stadig er i luften. Hurtig feedback øger kvaliteten af træningen,” fortæller Torsten Elmkjær.

Sådan blev virksomheden Nordic Radar Solutions født. En virksomhed, der specialiserer sig i at udvikle avancerede radarapplikationer til både militære og civile formål. Hovedfokus er at udvikle og levere højteknologiske målesystemer, der kan bruges til evaluering og træning.

Indtil videre består produktlinjen af tre hovedprodukter. Det ene er et Warhead Fragmentation Measurement System (WFMS), der kan måle og analysere fragmentationen af sprænghoveder. WFMS giver detaljeret information om fragmenternes størrelse, hastighed og udbredelse. Det kan levere resultater på få minutter i modsætning til de nuværende manuelle metoder, hvor man skal vente i ugevis på at få data analyseret.

Foto: Når WFMS-radaren står kun 250 meter fra en sprængning, bliver radarpanelerne ekstra beskyttet, så fragmenterne ikke beskadiger de avancerede antenner
”Vi laver nogle højavancerede radarsystemer, som bl.a. kan måle, hvad der sker, når man sprænger en bombe i luften. Hvad er det for en fragment-spray, der kommer ud? Når man designer ammunition, så vil man gerne have, at det virker efter hensigten. Du skal have den ønskede våbeneffekt, men ikke risikere ’collateral damage’. Du skal ikke ramme for mange eller de forkerte – det handler om præcision,”
— Torsten Elmkjær

Et andet vigtigt produkt er et Advanced Battlefield Integrated Scoring System (ABISS), der bruges til at evaluere præstationen af forskellige våben og træningsscenarier på slagmarken. ABISS giver data i realtid om våbens præcision og effektivitet, så militære enheder kan forbedre deres taktikker og træningsmetoder. Det er oprindelig udviklet til flyvevåbnet, men også hæren har vist stor interesse for systemet.

Den tredje og nyeste produktudvikling handler om Counter-UAS-teknologi. Med den stigende trussel fra kommercielle og militære droner, der kan anvendes til skadelige formål, har Nordic Radar Solutions udviklet radarbaserede systemer, der kan opdage og klassificere selv små droner på lang afstand. Og selv når de opererer i sværme.

”Dronesystemet er højaktuelt pga. krigen i Ukraine – der er droner alle vegne. Vores radar har den fordel, at den er højopløselig, så den kan se flere detaljer på længere afstand og langt bedre klassificere et objekt som en drone og ikke fx en fugl.”

Vil være selvkørende og vækste
Indtil videre er der ti mand på lønningslisten i det, der svarer til seks fuldtidsstillinger. Det betyder også, at Torsten Elmkjær både er ”CEO, CTO og blomstervander,” som han siger.

”De første år gik med at stå med hatten i hånden og leve fra den ene dag til den anden. Jeg drænede to kassekreditter. Så fik vi langt om længe en kontrakt med Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse på at lave det system, som mange år efter nu står nede på Rømø og måler, når flyvevåbnet laver øvelser, om man smider bomberne de rigtige steder hen, og om maskingeværer rammer præcis der, hvor man forventer.”
— Torsten Elmkjær

Nordic Radar Solutions sælger produkterne til det danske forsvar og har ikke solgt til udlandet endnu. Men produkterne er relevante i alle NATO-lande.

”Vi har indtil videre solgt til det danske forsvar, og så har vi kørt en masse forskningsprojekter, men vi er ved at øge vores indsats for at sælge vores bombesprængningsradar til våbenproducenter foreløbig i Europa. Vi får sandsynligvis også lejlighed til at lave en demonstration ovre i USA næste år,” fortæller Torsten Elmkjær.

EIFO kom ind i billedet under corona, da Nordic Radar Solutions manglede kapital.

”Vi havde masser af udvikling, men ikke så meget salg. Vi laver superavancerede produkter – det koster ingeniørlønninger, antenner og andet radarmateriel. Så mangler man penge på et tidspunkt, og der kom EIFO på banen for tre-fire år siden.”

Og selv om Torsten Elmkjær er glad for muligheden for at tage lån hos EIFO, er ambitionen at blive uafhængig af ekstern finansiering.

”Lige nu er vi afhængige af lån, og at investorer spytter penge i. Men ambitionerne er, at vi gerne skal have fuld ordrebog, ansætte flere, blive selvkørende og vækste derudaf.”