Rivaler og redskaber i kampen om Afrika

Det er ikke bare på den militære front, at præsident Trump vender op og ned på tingene. Hans korstog mod offentlige udgifter og ansatte i Washington samt indefrysningen af midler fra USA’s statslige bistandsorganisation, USAID, er mærkbar både i USA og i modtagerlandene, hvor en del projekter pludseligt er sat i bero. 

Trump har også annonceret, at USA vil trække sig fra WHO, Paris-aftalen og energisamarbejdet, Just Energy Transition. Det er således ikke kun den hårde, militære magt, som USA slækker på – det er også det, som man kalder ”soft power”, der udøves gennem internationale fora og partnerskaber. 

I Afrika har verdens større og mellemstore magter gennem en årrække søgt at udbrede deres indflydelse. Kina har gennem statslån og samhandel sikret sig adgang til vigtige mineraler og politisk indflydelse og er i dag kontinentets største samhandelspartner og statslige kreditor. 

Som långiver har Kina i en række tilfælde oplevet problemer med at få tilbagebetalt pengene, og bruger nu derfor mere investeringer fremfor lån, når der bliver sendt penge til Afrika. 

Til sammenligning er de vestlige landes indflydelse svækket. USA har generelt gjort meget lidt og markant mistet indflydelse i Afrika. Trumps betegnelse af afrikanske lande som ”shithole countries” hjælper heller ikke just i denne sammenhæng. 

Blød tilgang

EU-landenes blødere tilgang til og fokus på menneskerettigheder og miljøforhold er presset af mindet om den koloniale fortid, som i disse år er mere præsent end tidligere i Afrika. Frankrigs forsøg på at gøre sig militært gældende med terroristbekæmpelse i Sahel-området (hvortil Danmark og andre EU-lande leverede aktiv støtte) slog markant fejl. 

Sahel-bæltet er i stedet blevet en kampplads for forskellige islamistgrupper og militærregimer. De militære magthavere i Sahel støttes i en vis grad af Rusland, som efter omdannelsen af den halvprivate Wagner-gruppe til det mere Kreml-kontrollerede ”Afrika-korps” har fået mere statslig styring på sin indsats.

Men USA er næppe helt ligeglade med de afrikanske lande. I en verden med større blokdannelse og krav om at vælge side bliver kampen om forskellige landes gunst derimod intensiveret. Og jo flere naturressourcer, landene har, jo større interesse fra de udefrakommende magter, så de olie- og mineralrige afrikanske lande vil sikkert stå øverst på Trumps liste, når han skal vriste landene ud af Kinas kløer. 

Men USA er næppe helt ligeglade med de afrikanske lande. I en verden med større blokdannelse og krav om at vælge side bliver kampen om forskellige landes gunst derimod intensiveret. Og jo flere naturressourcer, landene har, jo større interesse fra de udefrakommende magter, så de olie- og mineralrige afrikanske lande vil sikkert stå øverst på Trumps liste, når han skal vriste landene ud af Kinas kløer.

Et eksempel på naturressourcernes betydning er udvidelsen af jernbanen fra Lobito i Angola til det kobberrige Zambia. USA’s Development Finance Corporation (DFC) har engageret sig med lån til ”Lobito-korridoren” i håb om at kunne sende kobberet mod vest fremfor mod øst, sådan som det er planen med det konkurrerende projekt, som det statsejede China Civil Engineering Construction Corporation forhandler med Zambia og Tanzania om.

Redskaber i Afrika

Men hvilke redskaber og midler har Trump i øvrigt til rådighed, når han vil gøre sig gældende i Afrika? På den ene side er statslån med krav om menneskerettigheder og miljøforhold muligvis for woke for ham, og i øvrigt kæmper mange lande i forvejen med for megen gæld. 

På den anden side er der næppe heller den store lyst til at engagere sig militært på kontinentet. Frankrigs indsats var en fiasko og Afrika-korpset har heller ikke fejret mange succeser. 

Trumps foretrukne redskab er jo klart en ”deal” - helst en af den slags ”you can’t refuse”, hvis han skal være tro mod sine inspirationskilder. Men når det kommer til at gøre Kina rangen stridig efter hans egen rasen i den afrikanske glasbutik (det engelske udtryk ”bull in a china store” er ret træffende her), vil han opdage, at USA ikke engang er nummer to i Afrika længere. 

I de senere år er virksomheder fra Golfstaterne rykket kraftigt ind med investeringer i både energi og logistik. Investeringer fra de to transportselskaber DP World (fra Dubai) og AD Ports Group (fra Abu Dhabi) har sikret sig mangeårige koncessioner til at drive havne og containerterminaler i 16 afrikanske lande kontinentet rundt. 

Tyrkiet prøver også at øge sin indflydelse i Afrika og har bygget moskeer i Ghana, Mali og Somalia, ligesom landet har engageret sig militært i konflikterne i Libyen og på Afrikas Horn.

Blandt verdens mellemstore magter, er det dog Golfstaterne, der har gjort det kraftigste indtog i Afrika de seneste år. Golfstaternes samlede investeringer i Afrika var i 2023 USD 53 mia., hvilket oversteg investeringerne fra selskaber i Europa (USD 38 mia.), Kina (USD 35 mia.) eller USA (USD 10 mia.). 

Også samhandlen er vokset markant – siden 2020 er den næsten fordoblet. Det er især olie og gas, der går fra Golfen til Afrika, mens mineraler og metaller flyder den anden vej. Men handlen diversificeres hurtigt væk fra disse traditionelle sektorer, ikke mindst fordi Golflandene også investerer i landbrug, grønne teknologier og IT. 

Afrika og Golflandene synes at være ideelle partnere, der komplementerer hinanden godt. Afrika kan udover metaller og mineraler tilbyde frodig landbrugsjord, som kan øge fødevaresikkerheden i Golflandene. Omvendt får de afrikanske lande adgang til nærmest bundløse fonde og pengetanke – som ovenikøbet er langt mere tilgængelige end de vilkårstyngede vestlige lån og de konkursforskrækkede kinesiske lån. 

Underudviklet værditilvækst

Golfstaternes logistikinvesteringer forbedrer Afrikas forbindelser til omverdenen, men potentialet for lokal værditilvækst er fortsat underudviklet. 

Mineraler, metaller og landbrugsprodukter sendes stadig i stor stil til Golflandene for bearbejdning, før de indgår i globale forsyningskæder. Golflandene synes således at være på vej til at kopiere Kina, idet de styrker kontrollen med både transport og processering af værdierne fra den afrikanske undergrund.

USA er sakket bagud på det afrikanske kontinent og vil med Trump i det Hvide Hus sandsynligvis udmønte sin Afrika-politik gennem specifikke aftaler med udvalgte lande, som dels besidder bestemte råvarer og som er moden for forhandlinger. Udover Zambia er det mineralrige Congo et oplagt eksempel. 

Den demokratiske republik Congo er presset af oprørsstyrker i den østlige del af det enorme land, hvilket har fået præsident Felix Tshisekedi til at række ud til USA for hjælp. 

Det kan være, at Trump lugter muligheden for en god aftale, når et svækket, men mineralrigt land på denne måde beder om hjælp. Men overfor muligheden for en ”wonderful deal” står også risikoen ved en involvering i en særdeles kompliceret og mangeårig konflikt. USA forholder sig foreløbigt afventende.