Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport – og Investeringsfond
I filmen ”Løvernes Konge” lever Simba og hans venner et sorgløst liv under mottoet Hakuna Matata (swahili for ingen bekymringer). Og som det ser ud nu, lever den tanzaniske økonomi omtrent på samme måde – især når man sammenligner med andre lande i regionen - herunder nabolandet, og den evige rival, Kenya, hvor tingene ikke helt spiller.
Robust økonomi
Tanzania var et af få lande i Afrika, der ikke gennemgik en recession under corona-årene. Økonomien viste robusthed, idet det reale BNP voksede med godt 5 pct. i 2020 og 2021 og forventes at vækste med 6,5 pct. i de kommende år. Inflationen på knap 5 pct. står dermed i skarp kontrast til de tocifrede inflationsrater, der mere er normalen end undtagelsen i disse tider.
Årsagerne skal bl.a. findes i en økonomi, der, atypisk for afrikanske lande, ikke er fokuseret på enkelte naturressourcer. Landbruget bidrager med en femtedel til værditilvæksten, mens minesektoren spiller en stadig større rolle i den tanzaniske økonomi. Stabil eksportindtjening har sammen med effektive pengepolitiske indgreb (den tanzaniske shilling har længe ligget stabilt over for dollaren) været med til at afskærme landet fra de globale uroligheder.
Finanspolitisk mådehold
Under forrige præsident John ”bulldozer” Magufuli bevægede Tanzania sig i en mere autoritær retning. Meget kan man klandre den bombastiske præsident for, herunder hans alternative tilgange til at bekæmpe corona, men han tog også et hårdt opgør med korruption og indførte finanspolitisk disciplin (markant forbedring af den offentlige saldo). Præsident Samia Suluhu Hassan, Tanzanias første kvindelige præsident, kom til magten efter Magufulis død i 2021. På trods af hun var vicepræsident under Magufulis styre, er hun gået sine egne veje i forsøget på at forbedre Tanzanias internationale image. For selvom Hassan til dels viderefører det finanspolitiske mådehold fra sin forgænger, er hun også klar over, at Tanzania har brug for investeringer fra omverdenen for at øge velstanden i et land, hvor den købekræftskorrigerede bruttonationalindkomst (BNI) per capita er på blot $ 2.830. Til sammenligning er BNI per capita i Kenya $ 5.100.
Massiv investering
Derfor investerer man også massivt i infrastruktur og særligt i den fysiske del, som er udstukket i indeværende National Development Plan. Mange af projekterne er i en så stor en skala, at det vil kræve låntagning i en langt større udstrækning end hidtil set, og her vil Tanzania være nødsaget til at øge låntagningen på de private kapitalmarkeder betragteligt med risiko for at sætte den finanspolitiske stabilitet over styr.
Måske belært af andre afrikanske landes uforsvarlige låneeventyr er det dog betryggende, at en stor del af finansieringsbehovet i kommende infrastrukturprojekter ifølge regeringen skal komme fra øgede skatteindtægter. Erfaringer viser dog, at det er en svært at øge skattebasen i lande, hvor velstandsniveauet er lavt, og hvor sådanne tiltag kan føre til større uroligheder. I Tanzanias tilfælde har skatteindtægterne som procent af BNP i de sidste 20 år svinget mellem 10 pct. og 12 pct., mens det pan-afrikanske ditto er på 16 pct. Regeringens øgede fokus på at formalisere den uformelle sektor og gøre den private sektor til primus motor i den økonomiske udvikling, kan forhåbentligt bane vejen for, at Tanzania kan styrke skattebasen yderligere og blive endnu mere selvfinansierende.
Indtil videre er alt dog Hakuna Matata i Tanzania, og det bør danske eksportører tage notits af.
