Den nye tyske kansler er endnu ikke tiltrådt og har allerede skrevet historie ved at samle flertal for store gældsfinansierede investeringsprogrammer i infrastruktur og forsvar. Men der skal meget mere til for at genoplive væksten i Europas største økonomi.
Af Holger Sandte, Principal Analyst i EIFO
Efter al sandsynlighed vil den tyske forbundsdag den 6. maj vælge Friedrich Merz som ny forbundskansler. Dermed ender en fase med politisk tomrum efter sammenbruddet af forgængerregeringen i november og nyvalg i februar.
På godt seks uger har den borgerlige partiunion CDU/CSU – med den 69-årige jurist Merz i spidsen – og socialdemokraterne fra SPD forhandlet sig frem til et regeringsgrundlag. Det er hurtigt efter tyske standarder, men også nødvendigt i en tid med massiv usikkerhed og geopolitisk uro.
Regeringsgrundlaget indeholder flere elementer, som kan være med til at genoplive den tyske vækst. Men det er helt afgørende, at ordene bliver fulgt op af konkret handling og mod, hvis regeringen vil mere end blot symptombehandle den tyske patient.
Det er nemlig ikke let at finde den røde tråd i regeringsgrundlaget på hele 144 sider, som indeholder et væld af enkelte projekter, fra en tysk astronaut på månen til bedre fremme af spilindustrien.
Let er det til gengæld at se, at socialdemokraterne har opnået en særlig god aftale. På trods af det svageste valgresultat nogensinde (16,4 pct.), får de syv ud af 17 ministerier, herunder de magtfulde poster finans og forsvar.
Regeringen formulerer sit økonomiske mål meget klart: Den potentielle vækst, dvs. den hastighed, hvormed økonomien kan vokse på langt sigt, skal stige til markant over én procent, fra aktuelt ca. en halv procent.
En række tiltag har til formål at forbedre betingelserne for investeringer og jobskabelse: Fra 2025 til 2027 får virksomhederne skattefradrag på 30 pct. på udstyrsinvesteringer. Selskabsskatten skal sænkes i fem trin fra 2028. Om ca. to år skal indkomstskatten for mellem- og lavindkomster sænkes, men det fremgår ikke hvor meget.
De tyske energipriser er blandt de højeste i EU. Nu skal elpriserne falde med mindst 5 cent pr. kwh ved at reducere elafgiften og gebyrer. Derudover skal der indføres en særlig elpris for industrien. De store linjer i klima- og energipolitikken forbliver uændrede, intet tyder på et comeback for atomkraft.
Et nyt digitaliseringsministerie
Et andet kerneprojekt er afbureaukratisering. En opgave, som mange regeringer har forsøgt at løse med meget begrænset succes. Den nye regering vil afskaffe mindst 20 procent af de føderale administrative regler.
Dokumentations- og statistiske forpligtelser vil blive reduceret, loven om offentlige indkøb vil blive forenklet, tildeling af kontrakter for projekter i den nyligt vedtagne særlige infrastrukturfond vil blive fremskyndet.
Inden for digitalisering prøver Tyskland det store spring fremad og samler de mange digitale ansvarsområder i et nyt ministerium for digital og statslig modernisering.
Ambitionen om modernisering omfatter dog ikke det vigtige overordnede spørgsmål om en omorganisering af forholdet mellem forbundsregeringen og delstaterne eller større konkurrence mellem delstaterne.
Hvor skal pengene komme fra?
”Alle tiltag i koalitionsaftalen er under finansieringsforbehold”. Det kan vise sig at være en af de vigtigste sætninger i regeringsgrundlaget. Den betyder, at ingenting er fastlagt, før finansieringen er på plads.
Tyskerne kommer til at opleve en mere lempelig finanspolitik i form af markant større offentlige investeringer i sygehuse, skoler osv., men på den anden side bliver andre statslige (sociale) udgifter gransket efter potentiale for besparelser.
Den nye gældsfinansierede pengekasse på 500 milliarder euro over 12 år må kun bruges til nye investeringer i infrastruktur og klimatilpasning. Den kan altså ikke bruges til at finansiere andre udgifter eller skattelettelser. Gældsbremsen er faktisk blevet suspenderet for forsvarsudgifter. Derudover skal den reformeres – læs: lempes – i løbet af året.
Den stor blinde plet: Pension og aldring
Valgkampen og regeringsgrundlaget har ikke adresseret en af de største udfordringer - konsekvenserne af et aldrende samfund for arbejdsmarkedet og pensionssystemet.
Frem til 2036 går de største årgange på pension, mens meget mindre årgange kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er problematisk i et pensionssystem, som er baseret på pay-as-you-go, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere betaler et lønafhængigt bidrag, som bruges til at finansiere pensionisternes nuværende pensioner.
En yderligere stigning i pensionsbidrag og dermed arbejdsomkostninger kan undgås ved at knytte pensionsalderen til den forventede levetid, reducere antallet af førtidspensioneringer og øge den årlige arbejdstid.
Det står der intet om i aftalen, men regeringen bliver nødt til at forholde sig til det demografiske problem. At gøre Tyskland mere attraktivt for kvalificeret indvandring kan også være en del af løsningen, men her er planere vage.
Alt i alt indeholder koalitionsaftalen som forventet ingen revolutioner, men mange mindre tiltag. Meget peger i den økonomisk rigtige retning, men ofte mangler konkretisering og lidt mere mod til forandring ud over symptombehandling.
I år kan Tyskland sagtens opleve sit tredje recessionsår i træk. Også på den baggrund skal den nye regering hurtigt komme i arbejdstøjet.