DA

39 kandidater til præsidentposten i Sri Lanka

image Foto: Valglokale i Colombo, Sri Lanka. Foto: Shutterstock.
En ellers attraktiv post risikerer at være øretævernes holdeplads

Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Landechef i EIFO

Den 21. september 2024 går Sri Lanka til præsidentvalg i en tid præget af økonomisk uro og dyb mistillid til politikere og regeringsførelse. Valgkampen har givet energi til befolkningen, der er træt af de økonomiske vanskeligheder og de IMF-dikterede reformer, der har formet landets økonomi de seneste år.
Vinderen af valget vil arve de resterende to og et halvt år af et omstridt økonomisk støtteprogram fra Den Internationale Valutafond (IMF). Mange srilankanere mener, at IMF har forlænget deres lidelser ved at øge deres skattebyrde og leveomkostninger.

Bedre tider på vej?

Selvom man således kan håbe på bedre tider, er det bemærkelsesværdigt, at Wickremesinghe har konkurrence fra 38 andre kandidater. For holdbarheden af landets gæld er fortsat usikker, den sociale utilfredshed er stor, og den kommende præsident skal balancere de modsatrettede krav fra befolkning og IMF – og samtidigt undgå en ny statsdefault.

I perioden op til statens default i 2022 var landets regering særdeles flittig med at optage nye lån, specielt fra Kina. Også det frygtelige terrorangreb i 2019, der kostede mere end 250 mennesker livet, efterfulgt af Covid-krisen, var specielt hård ved Sri Lankas turistafhængige økonomi.

Økonomisk uduelighed, så som tidligere præsident Rajapaksas forbud mod import af gødning og pesticider – med det dobbelte formål at forbedre betalingsbalancen og omlægge landbruget til økologisk drift – gjorde ikke sagen bedre. Rajapaksa måtte flygte ud af landet i hu og hast i juli 2022, hvorefter man kunne se lokale familier holde picnic ved den præsidentielle pool i Colombo.
I stedet blev tidligere premierminister Ranil Wickremesinghe indsat, og han har formået at nedbringe inflationen og stabilisere valutaen.

Utilfredshed med momsen

Nu forventes der vækst i de kommende år – men det er sket på bekostning af et fald i BNP og en stor nedgang i levestandarden og en kraftig stigning i andelen af fattige. Utilfredsheden er især stor med momsen, som er hævet fra 8 pct. i 2021 til nu 18 pct., ligesom en række subsidier for brændstof, madlavningsgas og skolemateriel er blevet fjernet. Selvom den faldende inflation har gjort, at Sri Lankas centralbank har kunnet lempe på renten, hvilket letter adgangen til lån og kreditter for erhvervslivet, er leveomkostningerne forsat høje for mange srilankanere.

Derfor har Wickremesinghe i de seneste måneder forsøgt at gennemføre en 22,5 pct. nedsættelse af elpriserne, hæve den nationale mindsteløn med 40 pct. og søge en forståelse med IMF om at reducere indkomstskatterne. Det vil så til gengæld svække det statslige budget.

De statslige finansers sårbarhed skyldes, at IMF programmet og gældsomlægningen måske ikke bringer landet ud af gældsfælden. Sri Lankas største kreditor er Kina, hvilket har vist sig at være et problem i andre gældsforhandlinger for f.eks. Zambia og Chad, som trak ud i det uendelige. Der er derfor stor vilje til at vise, at Sri Lanka kan få en gældsomlægning og komme videre.
Men landets gæld forudses til fortsat at være over 100 pct. af BNP ved IMF-programmets afslutning – og en del af den eftergivne gæld skal alligevel betales til de private kreditorer (i form af obligationsejerne), hvis Sri Lankas BNP overstiger visse mål.

Nye gældsproblemer på vej?

Et styrket BNP kan dog blot være en funktion af valutakursen, mere end et reelt udtryk for statens evne til at servicere sin gæld. Sri Lanka risikerer således at løbe ind i nye gældsproblemer, når det nuværende IMF-program udløber, og landet igen skal finansiere sig på de internationale kapitalmarkeder. Dermed er Sri Lanka også en test på, hvor effektivt det internationale samfund kan håndtere de gældskriser, som sandsynligvis vil komme til overfladen i en række gældsatte lande i de kommende år.

Hos en række af IMFs aktuelle ”kunder” såsom Pakistan, Bangladesh, Kenya og Ghana har der været stærke folkelige protester imod de reformer, som er en del af IMFs programmer. I Bangladesh måtte præsidenten flygte ud af landet - lige som i Sri Lanka i 2022. I Kenya har præsidenten efter voldsomme og dødelige protester rullet upopulære reformer tilbage for ikke at blive væltet.
Valget i Sri Lanka er i høj grad en afstemning om, hvorvidt befolkningen godkender de resultater, som præsident Wickremesinghe har opnået i form af lavere inflation og begyndende vækst. Der er lys forude, men mange srilankanere befinder sig stadig i nedskæringernes kolde skygge.