DA
19. september 2025

Nye milliardinvesteringer på vej til Danmarks grønne industri

image Foto: Peder Lundquist,er adm. direktør i EIFO, der administrerer den grønne investeringsordning, som regeringen lancerede sidste år.
Ni virksomheder vil med hjælp fra regeringens grønne investeringsordning investere omkring 3 mia. kr. i syv projekter inden for danskproducerede vindmøller og teknologi til Power-to-X. Det skal sikre etableringen eller udvidelsen af produktionsfaciliteter i Danmark.

Gennem de senere år har verden forandret sig med hastige skridt. Samtidig er EU’s konkurrenceevne udfordret, og det er derfor helt afgørende, at produktionen af grønne, kritiske teknologier fastholdes på europæisk grund.

Konkurrencen på området er dog kun blevet større og større, og der er derfor behov for, at danske, grønne styrkepositioner forsvares og forstærkes. Det mener regeringen, der i 2024 lancerede den grønne investeringsordning, som skal sikre, at Danmark også i fremtiden er verdensførende inden for grønne løsninger gennem målrettet støtte til grønne projekter herhjemme.  

EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) administrerer ordningen og har nu truffet beslutning om fordelingen af midlerne, der blev afsat i 2025-runden. Der er i alt givet tilsagn om støtte til syv projekter, og der udmøntes i alt 422 mio. kr. i støtte, mens de samlede investeringer for de valgte projekter er på op til 3 mia. kr.

Det glæder Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO, at EIFO igen kan være med til at bidrage til at fremme danske styrkepositioner. 

"Den grønne omstilling er et centralt fokusområde for EIFO. Danmark råder over nogle af verdens mest lovende teknologier på området, og vi ser det som en vigtig opgave at understøtte grønne danske virksomheders udvikling. Den grønne investeringsordning giver os et konkret værktøj til at gøre netop det, og vi er derfor glade til igen at bidrage til at fremme danske styrkepositioner,” siger Peder Lundquist, adm. direktør i EIFO.

Ifølge erhvervsminister Morten Bødskov er det helt centralt, at Danmark handler, hvis ikke  landet skal sakke bagud i en kamp, hvor Kina buldrer afsted på det grønne område.  

”Verden er forandret. Kina buldrer afsted på det grønne område med gigantiske statsstøtteprogrammer. Det kalder på handling, hvis ikke Danmark og vores grønne industri skal sakke alvorligt bagud i kampen om fremtidens job. Derfor giver vi nu vores grønne styrkeposition et massivt rygstød. Med målrettet støtte til syv projekter herhjemme skaber vi op til 500 job og nye, grønne investeringer på omkring 3 mia. kr. Det er et stort skridt mod, at Danmark kan kæmpe med om fremtidens grønne vækst og arbejdspladser," siger Morten Bødskov. 

Projekterne, der får støtte, ligger i henholdsvis Espergærde, Lunderskov, Frederikssund, Aalborg, Brande, Rødekro og Ribe.

Med ordningen kan virksomheder og underleverandører inden for vindteknologi og elektrolyseteknologi få støtte til etablering eller udvidelse af eksisterende produktionsfaciliteter. Det gælder også for underkomponenter til de to teknologier samt kritiske råstoffer.