GreenRoc Strategic Materials Plc (GreenRoc) har modtaget en lånefacilitet på 5,2 mio. euro fra EIFO. Lånet understøtter selskabets arbejde med at genåbne Amitsoq-grafitminen i det sydlige Grønland. NATO og EU har kategoriseret grafit som et kritisk mineral.
EIFO har netop udstedt en konvertibel lånefacilitet på 5,2 mio. euro (knapt 39 mio. kr.) til mineselskabet GreenRoc, der arbejder på at genåbne Amitsoq-grafitminen i det sydlige Grønland.
Amitsoq-grafitforekomsten rummer en af verdens højeste lødigheder af grafit, som er et kritisk mineral, der bruges i produktionen af elbilbatterier og i forskellige forsvarssystemer.
I øjeblikket dominerer Kina den globale forsyningskæde for grafit. Landet sidder globalt på ca. 80 pct. af udvindingen af naturlig grafit og næsten 100 pct. af den videre forarbejdning af grafit.
Derfor udgør GreenRocs planer en strategisk vigtig mulighed for at styrke både EU’s og NATO’s adgang til det kritiske mineral.
I juni fik GreenRocs Amitsoq-grafitprojekt status som såkaldt Strategisk Projekt under EU’s Critical Raw Materials Act. NATO har også udpeget grafit som et kritisk råmateriale.
Ifølge Peter Boeskov, der er CCO i EIFO, er det oplagt for EIFO at understøtte GreenRoc i selskabets arbejde, der vil kunne styrke forsyningen af uundværlige råmaterialer til Europas grønne omstilling og til den europæiske forsvarsindustri:
”Projektet ligger helt i tråd med EIFOs strategiske ambitioner om at finansiere bæredygtige og betydningsfulde erhvervsinitiativer i Grønland, samtidig med at vi styrker den europæiske forsyningssikkerhed af kritiske mineraler. Vi arbejder ligeledes målrettet for at fremme den grønne omstilling, som i høj grad afhænger af stabile og sikre værdikæder for kritiske råmaterialer som grafit,” siger Peter Boeskov.
Velegnet til energilagring
Amitsoq-grafitminen var i drift fra 1915 til 1922. Den relativt korte periode skyldtes, at man dengang endnu ikke havde udviklet effektive teknikker til at separere grafit fra malmen og derfor måtte lukke minen igen.
Amitsoq-minens malm indeholder flagegrafit med høj krystallinitet. Det anses for ideelt til produktion af aktivt anodemateriale til lithium-ion-batterier.
Den høje renhed og krystallinske struktur gør grafit fra Amitsoq særligt velegnet til energilagring, herunder batterier til elbiler og i andre teknologier, der er kritiske for den grønne omstilling og for forsvarsindustrien.
GreenRoc har gjort betydelige fremskridt med projektet de seneste år. En JORC-kompatibel ressource – altså en ressource, hvor mængde og kvalitet er opgjort efter en international standard – på ca. 23 mio. tons med en kvalitet på over 20 pct. grafit er blevet defineret ved Amitsoq. Det bør være nok til at opretholde mindst to årtiers minedrift. Samtidig er der gode muligheder for at øge ressourcen yderligere.
Med lånet til GreenRoc bakker vi op om et selskab, der har potentiale til at spille en nøglerolle i at sikre grafitforsyningen til Europa og samtidig skabe arbejdspladser i Grønland. Vi er glade for at kunne finansiere dette initiativ, og vi arbejder aktivt på at øge vores engagement i Grønland yderligere.
Selskabet forventer at bryde 400.000 tons malm om året og producere omkring 80.000 tons grafitkoncentrat årligt.
Selskabet arbejder også på at kunne omdanne grafitkoncentratet til aktivt anodemateriale til batterier og til fleksibel grafit, som især benyttes i forsvarsindustrien.
GreenRoc bestræber sig på, at minedrift og forarbejdning sker med mindst mulig påvirkning af miljøet og med positive effekter for lokalsamfundene. Derfor har selskabet allieret sig med DigBee™, en førende platform for ESG-rapportering i minebranchen, som løbende og uafhængigt vurderer projektets bæredygtighed og hjælper med at finde områder, der kan forbedres. Amitsoq-projektet er dermed det første mineprojekt i Grønland, der har fået en ESG-rating.
Foto af Amitsoq-bjerget.
Lånefaciliteten fra EIFO skal bruges til at nå de næste milepæle i udviklingen af minen, herunder udtagning af malmprøver i større skala, boringer og andre aktiviteter, der er relevante for mineudviklingen. Derudover kan lånet bruges til etableringen af et pilotanlæg til forarbejdning af Amitsoq-grafitkoncentrat til aktivt anodemateriale.
Udvikling af mineprojekter kræver risikovillig kapital, og går alt som det skal, har EIFO interesse i at understøtte den fortsatte udvikling af GreenRoc sammen med andre finansielle partnere og investorer.
Hos GreenRoc glæder bestyrelsesformand George Frangeskides sig over låneaftalen med EIFO:
”Vi er meget glade for at have indgået denne aftale med EIFO. Den giver os en langsigtet finansieringsmulighed til at realisere vores planer om at etablere europæisk produktion af de efterspurgte højteknologiske grafitmaterialer. Vi ser det også som en anerkendelse af den høje kvalitet af vores Amitsoq-projekt og en blåstempling af vores ambitioner om at etablere et fuldskalaforarbejdningsanlæg i Europa til produktion af aktivt anodemateriale af grafit. Vi ser frem til et stærkt og produktivt samarbejde med EIFO,” siger George Frangeskides.
En strategisk prioritet
Lånet til GreenRoc er en del af EIFOs bredere engagement i Grønland, der omfatter lån, garantier og investeringer, som nu samlet udgør næsten 52 mio. euro (knap 390 mio. kr.) fordelt på 25 virksomheder i forskellige brancher.
Senest har EIFO investeret i startup-virksomheden Rock Flour Company, der arbejder på at udnytte såkaldt gletsjermel – et materiale, der dannes, når den grønlandske indlandsis sliber mod undergrunden – som ressource til gødning og CO₂-fangst.
EIFO har også investeret i tre andre mineselskaber gennem initiativet ’Erhvervssamarbejdet’ i samarbejde med Grønlands eget investeringsselskab Nalik Ventures og SISA Pension.
Hos EIFO glæder CEO Peder Lundquist sig over, at EIFO nu udvider sine aktiviteter i Grønland med det strategisk vigtige lån til GreenRoc:
”Grønland er en strategisk prioritet for EIFO. Vi er engagerede i at støtte og styrke Grønlands økonomiske udvikling samt fremme robustheden i forsyningskæderne for kritiske mineraler. Med lånet til GreenRoc bakker vi op om et selskab, der har potentiale til at spille en nøglerolle i at sikre grafitforsyningen til Europa og samtidig skabe arbejdspladser i Grønland. Vi er glade for at kunne finansiere dette initiativ, og vi arbejder aktivt på at øge vores engagement i Grønland yderligere,” siger Peder Lundquist.
Om GreenRoc Strategic Materials Plc
GreenRoc Strategic Materials Plc er et britisk mineselskab, der arbejder på at udvikle minen Amitsoq i Grønland til en producerende grafitmine. Målet er at levere grafit til batteriproduktion, især til elbiler i Europa og Nordamerika.
Forekomsten ved Amitsoq er blandt de mest lovende i verden, og grafitten derfra er oplagt til at forarbejdes til materialer, der bruges i batterier. Projektet har fået positive økonomisk vurderinger, og der er planer om at opføre et anlæg til videre forarbejdning af grafitten.
GreenRoc har indgået en samarbejdsaftale med den norske batteriproducent Morrow Batteries om at skabe en regional forsyningskæde. Projektet er desuden udpeget som strategisk af EU og har siden marts 2025 været ESG-certificeret via Digbee™, som er en uafhængig platform for bæredygtighedsvurdering i mineindustrien