The Footprint Firm, investor og dansk rådgiver indenfor bæredygtighed, lancerer nu sin første venturefond på DKK 375 mio. med etablerede investorer som EIFO, North-East Family Office, Realdania og Chr. Augustinus Fabrikker i ryggen.
The Footprint Fund I er kulminationen på The Footprint Firms arbejde med at accelerere den grønne omstilling gennem investeringer i den tidlige fase af nye virksomheder, der adresserer klima- og biodiversitetskriserne. Behovet for forandring har ikke kun ført til et stigende behov for finansiering af nye, bæredygtige løsninger, men også et behov for mere viden indenfor kommercielle, lovgivningsmæssige og tekniske aspekter af den grønne omstilling i investeringsområdet. I arbejdet med investeringer bringer The Footprint Firm derfor sin bæredygtighedsviden i kombination med sin strategiske ekspertise til bordet – og arbejder tæt og ’hands on’ sammen med de grønne start-ups, der investeres i, for at bistå dem med at skalere og realisere deres fulde potentiale.
”The Footprint Firm har formået at skabe en stærk organisation med en solid værktøjskasse inden for bæredygtighed. Vi ser frem til at se teamet bag udnytte potentialet yderligere inden for rammerne af en ny type venturefond. I EIFO er vi begejstrede for muligheden for at støtte lanceringen af en specialiseret, tidligt fase VC ud af Danmark, med store ambitioner for, ikke kun miljøet, men også for de nyskabelser, især danske startups kommer til at bringe på markedet,” siger Lars Nordal Jensen, Managing Director og Head of fund Investments i EIFO.
Ambitiøs fond
The Footprint Firm Fund er en ambitiøs artikel 9-fond, der investerer i start-ups og scale-ups på tværs af seks vertikaler med det formål at bidrage til den nødvendige omstilling af nogle af de mest centrale industrier set fra et bæredygtigsperspektiv og skalere fremtidig, grøn innovation. Disse vertikaler omfatter Fødevarer og Landbrug, Energi, Byggeri, Klimateknologi, Biosolutions og Cirkularitet.
"Vi ser et behov for en specialiseret ESG-investor inden for de tidligere investeringer, som kan være med til at bygge bro over den videnskløft, som den hurtige, grønne omstilling medfører. Vi er mere end taknemmelige og ydmyge over for den tillid, vores investorer nu viser os, så kan accelerere og udvide vores arbejde med grønne investeringer og hjælpe dem med at realisere deres potentiale" Jakob Wichmann, medstifter af The Footprint Firm.
Støtte til bæredygtighed
The Footprint Firm hjælper etablerede virksomheder, investorer og organisationer med den viden, strategier og eksekvering, der er nødvendig for at de kan spille deres rolle i de vigtigste bæredygtighedsagendaer. Overskuddet fra det arbejde investeres i grønne start-ups og scale-ups med henblik på at fremskynde grøn innovation og hjælpe nye grønne løsninger med at blive til kommercielle, succesfulde vækstvirksomheder.
Nogle af elementerne i The Footprint Firms nye bud på et ambitiøst, professionelt rådgivnings- og investeringsfirma omfatter en ny tilgang til ledelses- og incitamentsmodeller. Der udbetales ingen individuelle bonusser eller partnerudbytter, virksomhedens finansielle tal er tilgængelig information for alle og lønningsstrukturen er transparent og ens for medarbejdere på samme niveau. Desuden inkluderer investeringsprocessen at de mulige investeringer præsenterer forretningsideen for hele organisationen, virksomheden stemmer i fællesskab om investeringsbeslutninger og alle 'Footprinters' arbejder både på rådgivningsprojekter og som hands-on investorer med start-up investeringerne.
Fakta:
The Footprint Firm er et rådgivnings- og investeringsselskab stiftet i 2019, med et dedikeret forretningsfokus til at fremme bæredygtighed. Stifterne bag The Footprint Firm er Anna Søndergaard, Christian Sparrevohn og Jakob Wichmann
The Footprint Firm har en anderledes forretningsmodel end traditionelle investerings- og konsulentvirksomheder. Med udgangspunkt i bæredygtighed og anderledes ledelses- og incitamentsmodeller arbejder alle medarbejdere både med rådgivning og investeringer. The Footprint Firm rådgiver virksomheder, investorer og organisationer om ESG-relaterede emner og investerer overskuddet i grønne start-ups og scale-ups