EIFO har udstedt den første garanti til en dansk virksomhed, som investerer i ukrainsk forsvarsindustri. Investeringen skal opskalere produktion af udstyr til elektronisk droneforsvar, og dermed har EIFO taget hul på den statslige milliardgaranti til investeringer i Ukraine.
Det ukrainske forsvar efterspørger udstyr til bekæmpelse af droner. Det har fået en dansk virksomhed til at investere 12 millioner kroner i opskalering af ukrainsk produktion udstyr til elektronisk droneforsvar. Investeringen er den første, der får EIFOs særlige danske statsgaranti i ryggen.
EIFO har netop udstedt garantien, der dækker 70 pct. af investeringen og løber i syv år.
Dermed får virksomheden, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke kan nævnes ved navn, nu mulighed for at imødekomme ukrainsk forsvars store efterspørgsel og bidrage til at løse nogle af Ukraines aktuelle udfordringer, men på sigt også til dansk forsvar i takt med at produkterne videreudvikles og optimeres.
Med investeringen får vi mulighed for videreudvikling af produkter til beskyttelse mod droner i både Ukraine og Danmark. Desuden muliggør investeringen, at produktet modnes til det europæiske marked, hvor vi forventer efterspørgsel
Skalering af team og produktion
”Vi ser frem til at kunne øge aktiviteten i Ukraine, dels gennem skalering af teamet på både salg, udvikling og service i takt med efterspørgslen stiger, dels med mere arbejdskapital til at imødekomme ordrer og betalingsbetingelser fra de ukrainske myndigheder. Med investeringen får vi mulighed for videreudvikling af produkter til beskyttelse mod droner i både Ukraine og Danmark. Desuden muliggør investeringen, at produktet modnes til det europæiske marked, hvor vi forventer efterspørgsel,” siger CEO’en i den anonymiserede danske virksomhed.
EIFO tager 70 pct. af risikoen for både store og små virksomheder
I EIFO byder CEO Peder Lundquist flere danske virksomheder med ambitioner om at investere i ukrainsk forsvarsindustri velkommen:
“Ved at dække en stor del af risikoen gør vi det muligt for både store og små danske virksomheder at investere i den ukrainske forsvarsindustri. Vi ser gerne på alle projekter og teknologier, der bidrager til forsvar og forretningsudvikling i begge lande. Den første sag er et stærkt eksempel, og er du en dansk virksomhed med interesse i Ukraine, så kontakt os. Denne ordning giver os én milliard kroner til at bakke op om vores fælles mål: at bidrage til dansk-ukrainsk forsvarsinnovation og resiliens,” siger Peder Lundquist.
Ved at dække en stor del af risikoen gør vi det muligt for både store og små danske virksomheder at investere i den ukrainske forsvarsindustri.
Garanti giver tættere samarbejde mellem Danmark og Ukraine
Erhvervsminister Morten Bødskov udtrykker sin tilfredshed med, at dansk-ukrainsk forsvarssamarbejde udvikler sig:
”Med EIFOs udstedelse af den første garanti til en dansk virksomheds investering i Ukraine, bidrager Danmark med hårdt tiltrængt kapital til de ukrainske forsvarsvirksomheder, der skal levere de teknologier, der gør det muligt for Ukraine at bekæmpe den russiske aggression. Med garantien får vi taget yderligere skridt til et endnu tættere udviklingssamarbejde mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri - et samarbejde, der i sidste ende også vil gavne vores allierede,” siger Morten Bødskov.
Med garantien får vi taget yderligere skridt til et endnu tættere udviklingssamarbejde mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri
Fakta om EIFOs investeringsgaranti til Ukraine:
- I april 2025 besluttede Regeringen at EIFO kunne garantere for op til 70 pct. af danske virksomheders investeringer i ukrainsk forsvarsproduktion.
- Ved at tage en stor del af risikoen for danske virksomheder, skal investeringsgarantien sikre flere investeringer i den ukrainske forsvarsindustri og give danske virksomheder værdifulde erfaringer og løsninger, der er udviklet og testet i kamp.
- Ordningen er målrettet både små og store danske virksomheder, der investerer mindst 1 mio. kr. i f.eks. udvikling og produktion af våben, ammunition, droner eller software, der har en væsentlig forsvarsmæssig karakter for Ukraine.
- Garantien kan anvendes til direkte investeringer i ukrainske virksomheder, i en dansk eller udenlandsk virksomhed, der har betydelig økonomisk aktivitet i Ukraine, eller ved at etablere nye selskaber eller datterselskaber, der producerer til det ukrainske forsvar.
- EIFO stiller som udgangspunkt en garanti for op til 70 pct. af danske virksomheders egenkapitalinvesteringer i ukrainske forsvarsvirksomheder.
- Garantien løber i en på forhånd aftalt periode på op til syv år, hvorefter det danske selskab har mulighed for at sælge aktierne i den ukrainske virksomhed til EIFO til en på forhånd aftalt pris.
- De danske virksomheder skal betale en løbende præmie for garantien.
- Garantien er koblet med et exit fee og et performance fee, som skal betales, hvis investeringen går godt.
- EIFO har også Ukraine-rettede eksportkredit initiativer, som dansk forsvarsindustri kan benytte sig af.
- Læs mere om Investeringsgarantien til forsvarsindustri i Ukraine på EIFO.dk