Priskannibalisering: Lige så slemt som det lyder
Når der er meget sol og vind på samme tid, falder markedsprisen på elektricitet. Det betyder, at grønne energiproducenter ofte sælger deres strøm billigere end den gennemsnitlige markedspris pga. stort udbud i disse perioder. Man siger, at 'capture rates' er lave, fordi projektet 'fanger' en pris, der er mindre end gennemsnittet. Og jo mere vi udbygger, desto større bliver priseffekten. Vi ser også at der kommer flere og flere perioder med meget lave priser.
Problemet er særligt udtalt for solenergi, da solen skinner på tværs af Europa på samme tid. Markedet mættes hurtigt i de timer, hvor solen er stærkest, og priserne falder tilsvarende. Capture rates på sol er faldet fra 98% i 2019 til 68% i 2025, beregnet som et gennemsnit over de fem markeder i analysen.
For vindenergi er billedet lidt mere gunstigt. Vind er et mere lokalt og regionalt fænomen, og perioder med rigelig vindkraft i ét område giver mulighed for eksport til naboområder, hvilket dæmper prisfald. Vindproduktionen er heller ikke tidsmæssigt bundet til dagtimerne, hvilket giver elmarkedet bedre mulighed for at absorbere større mængder vindstrøm. Capture rates på vind er faldet fra 94% i 2019 til 82% i 2025 - altså et mindre fald end for sol, men retningen er den samme.
Ruslands krig har givet grøn energi et midlertidigt pusterum
Retningen i capture rates er ikke overraskende. Faktisk ligner det, hvad vi analyserede os frem til for tre år siden, da vi lavede denne prisundersøgelse første gang. Det, der til gengæld har overrasket, er varigheden af de høje energipriser i Europa. Selvom capture rates er faldet som forventet, har de høje energipriser betydet, at vind- og solprojekter har tjent mere i kroner og øre end forudset. Ruslands krig mod Ukraine har med andre ord købt VE-producenter tid med bedre indtjening end ellers.
Når naturgaspriserne engang normaliserer sig og de generelle elpriser falder tilbage, vil det imidlertid sætte et mærkbart aftryk på bundlinjen hos VE-producenter.
Vi er ikke engang halvvejs
Vi befinder os midt i første halvleg af den grønne omstilling. I dag udgør elektrificering ca. 22% af det samlede energiforbrug, men vi skal op på en elektrificeringsgrad på 60-70% for at nå i mål (og resten skal nok løses via power-to-X, biobrændsler og CCS).
Fra et klimaperspektiv er priskannibalisering et ærgerligt biprodukt af den måde, elmarkedet fungerer på, hvor prisen sættes i mødet mellem udbud og efterspørgsel på kvartersniveau. Det gør investorer mere forsigtige, præcis når vi har brug for, at kapital flyder ind i den anden halvleg af omstillingen.
Faldende capture rates er et ubelejligt, men ikke uventet problem for investorer i grøn energi. Løsningen er at forberede sig på udviklingen og indarbejde den i projektstruktureringen og herunder med passende PPA-aftaler, som vi også netop har gjort i EIFO i mange år.
Batterier køber tid men løser ikke grundproblemet
Batterier er på alles læber, og der bygges i stor stil. Analysen viser da også, at evnen til at flytte strøm fra billige til dyre timer gør en reel forskel for indtjeningen. Et 2-timers batteri (med en forudsat produktion-til-batteri-ratio på 2:1) kan løfte capture raten for sol fra 68% til 105% og for vind fra 82% til 99%. Forskellen skyldes, at en vindpark med en effekt på fx 1 MW generelt har et højere produktionsvolumen end en solpark på 1 MW, så et batteri løfter ikke indtjeningen per produceret enhed helt så meget som for sol.
Batterier køber tid og forlænger perioden med attraktive indtægter - men de løser ikke grundproblemet. Baggrundstæppet er fortsat faldende capture rates, og det er den virkelighed, nye projekter skal designes til at håndtere. Andre nødvendige elementer i en langsigtet løsning for det bredere elsystem er udbygning af elnettet og fleksibilitet på efterspørgselssiden.
