Sri Lanka, der i 2022 blev ramt af økonomisk kollaps og statsbankerot, er nu begyndt at komme op til vandoverfladen igen. Efter år med politisk uro, voldsomme protester og tomme statskasser har landet over det seneste år vist klare tegn på bedring — men vejen til fuld genopretning er stadig lang og usikker.
Af Peter Toft, Ph.D., director, country & bank risk, EIFO
Sri Lanka har i de senere år været igennem en af de mest dramatiske økonomiske kriser i landets historie.
For første gang i sin korte historie som selvstændig nation efter afkolonisering fra det britiske imperium i 1948 løb landet i 2022 tør for valutareserver og måtte indstille betalingerne på sin udenlandsgæld.
Der er dog nu tegn på, at det sydasiatiske lands økonomi igen er på vej op over vandoverfladen. Men bag de positive nøgletal gemmer sig fortsat dybe strukturelle problemer og en usikker fremtid.
Krisen i 2022 blev udløst af en række faktorer: Manglende valutareserver, galopperende inflation, og en massiv gældsbyrde, hvor især store lån fra udlandet pressede økonomien til bristepunktet. Landet oplevede voldsomme prisstigninger på basale varer som mad, medicin og brændstof, og de offentlige finanser var i frit fald.
Bag misèren lå en særdeles ringe regeringsførelse under Rajapaksa-klanen, som har domineret srilankansk politik i nær to årtier frem til 2022. Her tvang folkelige protester imidlertid daværende præsident Gotabaya Rajapaksa til at gå af og banede vejen for et politisk kursskifte.
Siden har Sri Lanka formået at vende udviklingen. I 2024 voksede økonomien med 5 procent, hvilket overgik Den Internationale Valutafond, IMF’s forventninger, og væksten ser ud til at fortsætte med næsten 6 procent i 2025.
Inflationen, der tidligere var løbet løbsk, er faldet markant og valutaen – den srilankanske rupee – er stabiliseret. Landet har indgået en økonomisk redningsaftale med IMF om et fireårigt genopretningsprogram på 2,9 milliarder dollar, som indtil videre er i god gænge, og har næsten afsluttet en omfattende gældsrestrukturering med sine kreditorer, hvor blandt andet Kina, Japan og Indien har været centrale aktører i tillæg til private ejere af landets statsobligationer.
Nye politiske vinde og reformer – men sårbarheder består
Det politiske landskab har således ændret sig markant siden krisen. Efter præsidentvalget i september 2024 overtog den tidligere revolutionære marxist, men nu moderate centrum-venstre politiker, Anura Kumara Dissanayake fra partiet National People’s Power (NPP) præsidentposten.
Dissanayakes parti sikrede sig desuden et overvældende flertal ved parlamentsvalget kort efter. Præsidenten, der støttede protesterne mod det gamle regime, har lovet at lette skattebyrden for de fattigste og vil ændre forfatningen, så magten forskydes fra præsidenten til parlamentet for at sikre stærkere parlamentarisk kontrol med den udøvende magt.
Selvom IMF-aftalen blev indgået af en overgangsregering, har den nye regering indtil videre støttet op om IMF-programmet og fortsat arbejdet med at gennemføre de nødvendige og aftalte reformer.
Skatteindtægterne er steget fra næsten ingenting, og for første gang i flere år har staten opnået et overskud på de offentlige finanser. Men det er uvist, om disse forbedringer er holdbare på længere sigt, og hvorvidt regeringen kan fastholde reformkursen.
For trods disse fremskridt er økonomien fortsat sårbar. Over 40 procent af statsgælden er optaget i hård valuta og skyldes til udlandet, og næsten 60 procent af statens indtægter går til at betale renter på statsgælden – et niveau, der langt overstiger sammenlignelige lande, og risikoen for nye betalingsproblemer er betydelig de kommende år, selv med IMF-støtte og politiske fremskridt.
Det gælder ikke mindst fra 2028, hvor landets midlertidige afdragsfrihed på statsgælden udløber, og der skal betales både afdrag og renter igen som en del af landets gældaftale med kreditorerne.
Institutionelle udfordringer og fremtidige risici
En væsentlig hæmsko for Sri Lankas langsigtede udvikling er svage politiske og økonomiske institutioner, herunder et tungt bureaukrati og omfattende korruption.
Landets retssystem er præget af langsommelighed og manglende uafhængighed fra politisk indblanding, og udenlandske investorer peger ofte på manglende transparens og uforudsigelig lovgivning som barrierer for investeringer.
På længere sigt lurer også demografiske og klimamæssige udfordringer ligesom Sri Lankas geografiske mellemposition i en tiltagende hård økonomisk og militær rivalisering mellem især Kina og Indien kan øge landets sikkerhedspolitiske- og indenrigspolitiske sårbarhed.
De økonomiske nøgletal peger således i den rigtige retning, og den politiske stabilitet synes for nu at være genoprettet. Men Sri Lanka balancerer stadig på en knivsæg: Gælden er enorm, og de strukturelle problemer er langt fra løst.
Hvis den nye regering kan fastholde reformerne og fortsætte samarbejdet med IMF og sine internationale kreditorer, er der håb om, at landet kan gøre et økonomisk comeback og gå en mere positiv udvikling i møde.
Men hvis landet rammes af chok fra den globale økonomi, og den politiske reformvilje fordufter, risikerer Sri Lanka igen at havne i dybe problemer. Landet er kommet op over vandoverfladen – men faren for at synke ned igen er ikke drevet over.