I de seneste fem år er Pakistan gået fra den ene krise til den næste, men nu er tålmodigheden væk blandt landets kreditorer, samtidig med at kassebeholdningen er så tæt på at være tømt, at det ikke længere giver mening at udsætte det uundgåelige.
Af Niels Husted Dall-Hansen, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond
Pakistans regering håber i disse dage på at kunne genoplive landets kuldsejlede program med Den Internationale Valutafond (IMF), der fungerer som landets sidste finansielle livslinje. For eneste alternativ er, at Pakistan holder op med at betale af på sin udlandsgæld og erklære sig konkurs. Det ville ellers være det rationelle valg, da omkostningerne ved at neddrosle den økonomiske produktion - i et forsøg på at reducere importen af energi og råvarer - langt overstiger renommémæssige gevinster ved fortsat at honorere sine gældsforpligtelser.
Oversvømmelser er blot den seneste katastrofe
IMF-programmet har ellers stået under vand, siden de voldsomme regnskyl sidste sommer oversvømmede store dele af Pakistan, der ud over de massive humanitære og økonomiske ødelæggelser, endnu engang fik skabt splid mellem økonomerne i Washington og politikerne i Islamabad. Stramheden af de offentlige finanser har i en årrække været stridspunkt nummer et, og især skatter og subsidier på energi skaber et stort hul i statskassen, f.eks. koster benzin blot omkring en fjerdedel af, hvad det sælges for i sammenlignelige lande. At hæve skatter samt sænke subsidier mente politikerne var for upopulært - især i kølvandet på den største naturkatastrofe i årtier. Som i øvrigt som minimum kommer til at koste 100 mia. kr. at udbedre.
Valutareserven er en streg i luften
Hvis IMF og Pakistan kan nå til enighed, vil det give adgang til hårdt tiltrængt valuta i form af 2 mia. dollars, eller ca. 14 mia. kroner, der med et slag vil forøge landets valutareserve med 50% og give lidt luft til igen at kunne importere basale fornødenheder som fødevarer og medicin, brændstof, samt inputs til landets industrielle produktion.
To mia. dollars lyder måske af meget, men det er byttepenge for verdens femtestørste land, målt på befolkning, der i normale tider importerer for ca. 6 mia. dollars om måneden, hvor blot halvdelen konverteres til eksportindtjening, resten forbruges, men efter indførslen af adskillige import- og valutarestriktioner, har Pakistan formået at skære den månedlige importregning ned til under det halve, en bedrift, der ville være imponerende, hvis ikke det var så økonomisk skadende. For uden import at inputs, må landets fabrikker stå tomme, og kan hverken producere til hjemme- eller verdensmarkedet. Alene i de næste tolv måneder skal der findes 22 mia. dollars for at servicere landets fremmedgæld, staten alene skylder næsten 100 mia. dollars.
Så hvorfor er Pakistan ikke gået i default for længst?
Den håbløse økonomiske situation er dagligdag i Pakistan, og de finansielle markeder har de seneste år tydeligt indikeret, at landet ville gå i default, med tårnhøje renter og en valuta, der på to år har mistet over 40 pct. af sin værdi, til følge.
Forklaringen på, hvorfor landets politikere ikke har taget den logiske konsekvens, skal findes i landets politiske situation og geografiske placering.
De reelle magthavere holder til i landets militær, og en default vil være et kæmpemæssigt prestigetab for dem, samtidig med at de er i åben krig med den premierminister som de fik afsat sidste år, den tidligere cricketstjerne og landets suverænt mest populære politiker, Imran Khan. Vinder han parlamentsvalget til efteråret, kan der bogstavelig talt rulle hoveder i militærets top.
Kinas indflydelse i landet er vokset dramatisk i de seneste år, da Pakistan fungerer som en vigtig transportkorridor i Kinas ’Belt and Road’-initiativ. Og som landets største kreditor, og geopolitisk partner, med en fælles fjende i især Indien, er der mange tegn på at Kina simpelthen ikke tillader Pakistan gå i default.
Medmindre Pakistan præsenterer et mirakel, vil valutareserven uundgåeligt løbe tør, og det vil stå i samme situation som Sri Lanka gjorde for lidt over et år siden, med mangel på benzin, mad, og medicin, og store politiske protester og uro til følge.
