Når Venezuela går til valg om få dage, vil mange sikkert forvente en sikker sejr til den siddende præsident Nicolás Maduro. Men en ukendt diplomat står alligevel klar i kulissen.
Den 25. juli er der valg i Venezuela. Forventningen er, at den siddende præsident Maduro vinder igen.
Det skyldes, at hans parti PSUV (Partido Socialista Unido de Venezuela) kontrollerer alle politiske institutioner i landet og har vist en udstrakt vilje til at stække oppositionen. Før Edmundo González (en hidtil ukendt karriere-diplomat) trådte frem, var den populære María Corina Machado oppositionens samlende figur. Men hun er blevet udelukket fra valget på basis af beskyldninger om korruption og støtte til de amerikanske sanktioner mod landet. Maduro arvede posten efter Hugo Chávez’ død i 2013 og har fortsat den autoritære kurs, som hans populære forgænger startede.
På trods heraf kunne USA basalt set godt tænke sig en normalisering af forholdet til Venezuela, som ligger inde med verdens største oliereserver.
Aktiv opposition
Skønt forventningen er, at valget på ingen måde bliver frit og fair, er der stadig reminiscenser af Venezuelas mere demokratiske fortid; et stærkt civilsamfund, en mobiliseret vælgerskare og en aktiv opposition, der kan samles om en enkelt kandidat. Samtidigt er der stadig også så megen frihed, at meningsmålinger klart kan indikere, hvad vælgerne reelt ønsker. De viser, at et massivt flertal af borgerne har et klart ønske om en ny politisk og økonomisk kurs – og at ca. halvdelen er klar til at stemme på den ledende oppositionskandidat Edmundo González Urrutia, mens Maduro alene har opbakning hos ca. en femtedel af vælgerne.
En anden mulighed er, at Maduro eskalerer konflikten med nabolandet Guyana. Venezuela gør krav på ca. 2/3 af Guyanas territorie. Kravet har eksisteret i mange år og behandles af den Internationale Domstol i Haag, men konflikten eskalerede i 2023 – muligvis pga. de massive olieforekomster i Guyana eller muligvis bare for at Maduro kan have endnu en brik at spille med i sit forsøg på at fastholde magten. Det er således ikke utænkeligt, at krisen eskaleres som anledning til at udskyde valget.
De amerikanske sanktioner blev ellers delvist ophævet efter ”Barbados-aftalen” fra 2023 mellem regeringen og oppositionen, men en hård fremfærd af Maduro vil umuliggøre den normalisering af forholdet til Venezuela, som ønskes af både USA, EU, de regionale naboer i Brasilien og Colombia - og ejerne af de ca. USD 160 milliarder, som landet skylder på internationale obligationer. Regimet har angiveligt hyret internationale rådgivere for at gøre sig klar til gældsforhandlinger – men det virker overflødigt uden en vis normalisering af forholdet til udlandet.
Garantier mod retsforfølgelse
Barbados-aftalen indeholdt også en invitation til valgobservatører fra bl.a. EU, men denne invitation er sidenhen blevet trukket tilbage af de venezuelanske myndigheder. Hovedscenariet er derfor, at valgkampen bliver ført under forhold, der på groveste vis tilgodeser den siddende præsident. Det er dog næppe nok til at sikre Maduro et flertal af de afgivne stemmer – så hans sejr vil bero på, om han ved at udelukke González kan splitte oppositionens stemmer – eller sikre, at ikke alle stemmer bliver optalt.
En politisk transition må nødvendigvis indebære nogle garantier imod retsforfølgelse til Maduro og hans nærmeste. Det er mere, end hvad den nationale opposition kan give, for Den Internationale Straffedomstol (også i Haag) har gang i en undersøgelse, som kan munde ud i anklager for brud på menneskerettighederne, ligesom det ikke er utænkeligt, at USA vil retsforfølge Maduro og hans nærmeste for at medvirke til narkokriminalitet. Der er således maksimalt pres på Maduro – måske så meget, at han kalkulerer, at der er for mange trusler mod hans sikkerhed til, at han kan acceptere et valgnederlag – så derfor må han for alt i verden holde fast i magten.
USA har ellers stærke interesser i en normalisering af forholdet til Venezuela. Dels ønsker USA ikke at drive Venezuela dybere i armene på Rusland og Iran, og dels vil man gerne undgå et øget migrationstræk mod USA. Men netop fordi den næste amerikanske præsident kan hedde Donald Trump, vil mange venezuelanere overveje at fremskynde deres eventuelle emigrationsplaner inden embedsskiftet i USA i januar 2025. 7 mio. venezuelanere har allerede forladt landet, og et Maduro-tyveri af valgsejren vil sandsynligvis snarere lede til en forøgelse af denne exit-strøm end til massiv, folkelig opstand – dertil er Maduros greb om magtapparatet for stærkt.