DA

Ny teknologi får forældre tættere på deres for tidligt fødte

image Foto: Hud-mod-hud kontakt er afgørende for at styrke det nyfødte barns trivsel. NeoCare Nordic, som Kristine Buccoliero, står bag, har udviklet en løsning, der får spædbarnet hurtigere i favnen på forældrene.
Fysisk kontakt er afgørende for trygheden hos såvel for tidligt fødte, som forældre. Med finansiering fra EIFO er NeoCare Nordic klar til at sende sit første produkt, CareFold, ud på hospitalerne. Løsningen bringer den nyfødte i armene på forældrene med det samme.

 

At blive forældre til et for tidligt født barn er en oplevelse præget af både håb og frygt. Mens mange nybagte forældre naturligt tager deres nyfødte i armene, er situationen en helt anden på neonatal-afdelinger, hvor spædbørn ofte er forbundet til respiratorer, slanger og overvågningsudstyr. Selv en lille bevægelse kan være risikofyldt. Hud-mod-hud kontakt – som ellers er kendt for at styrke både barnets og forældrenes trivsel – bliver pludselig en udfordring.

Vores løsning gør det lettere for forældre at få skin-to-skin kontakt med deres barn – også når barnet er meget lille og skrøbeligt.
— Kristine Buccoliero, CEO og founder i NeoCare Nordic

Netop den barriere vil NeoCare Nordic fjerne. Med produktet CareFold har virksomheden udviklet en løsning, der stabiliserer barnet, når det flyttes fra inkubator til forældrenes favn. Det mindsker risikoen for fejl og gør det lettere for familier at få de nære stunder, der er så vigtige i barnets første tid.

“Vi har grundlagt NeoCare Nordic for at styrke familiecentreret neonatal-pleje. Vores løsning gør det lettere for forældre at få skin-to-skin kontakt med deres barn – også når barnet er meget lille og skrøbeligt,” siger Kristine Buccoliero, CEO og founder.

Lang vej fra test til marked

CareFold er allerede i brug på hospitaler som Texas Childrens Hospital, Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital, hvor de er i kliniske test. Her dokumenteres både sikkerheden og betydningen for familierne. Men vejen fra udvikling til marked er lang og krævende – især for små MedTech-virksomheder, der skal navigere i omfattende tests og godkendelser.

Her bliver samarbejdet med EIFO et vendepunkt for NeoCare Nordic. Med finansieringen kan virksomheden få de første CareFold-enheder ud på hospitaler. Det giver mulighed for at indsamle kliniske erfaringer og skabe momentum for en bredere udbredelse – først i Danmark og siden internationalt.

“Midlerne fra EIFO gør det muligt for os at producere de første 100 CareFold-enheder og bringe dem ud på hospitaler. Det er et afgørende skridt for at indsamle erfaringer og udbrede løsningen hurtigere – både i Danmark og internationalt,” siger Kristine Buccoliero.

Det er præcis den type innovation, vi ønsker at understøtte: hvor en stærk idé kan omsættes til et konkret produkt, der gør en reel forskel i sundhedsvæsenet.
— Jonas Dupont, Kundechef Start-up & Innovation hos EIFO
Stor international efterspørgsel efter løsninger

Hos EIFO ser man et stort potentiale i NeoCare Nordic. Jonas Dupont, Kundechef Start-up & Innovation, peger på, at virksomheden rammer et område, hvor der både er stor klinisk betydning og stærk international efterspørgsel:

“NeoCare Nordic arbejder med en udfordring, der berører familier over hele verden. Vi kan se, at deres løsning både styrker sikkerheden for barnet og giver forældre en mere naturlig rolle i plejen. Det er præcis den type innovation, vi ønsker at understøtte: hvor en stærk idé kan omsættes til et konkret produkt, der gør en reel forskel i sundhedsvæsenet.”

Finansiering, der skaber forandring

For NeoCare Nordic er samarbejdet også et eksempel på, hvordan målrettet finansiering kan være nøglen til at få nye MedTech-løsninger ud til patienter. Mange gode idéer bliver på tegnebrættet, fordi vejen fra prototype til produkt er lang og omkostningstung. Her kan finansieringer som EIFO’s være med til at bygge bro.

“Samarbejdet med EIFO viser, hvordan målrettet finansiering kan hjælpe små MedTech-virksomheder med at tage springet fra udvikling til marked og skabe løsninger, der gør en forskel for patienter og familier,” siger Kristine Buccoliero.

Med CareFold som første produkt er ambitionen at fortsætte udviklingen af teknologi, der sætter familien i centrum og forbedrer livskvaliteten for de mest sårbare. NeoCare Nordic ser det som starten på et nyt kapitel for neonatalpleje, hvor omsorg og sikkerhed går hånd i hånd – og hvor innovative løsninger kan hjælpe forældre og børn med at komme tættere på hinanden, selv under de sværeste omstændigheder.

Samarbejdet med EIFO viser, hvordan målrettet finansiering kan hjælpe små MedTech-virksomheder med at tage springet fra udvikling til marked og skabe løsninger, der gør en forskel for patienter og familier.
— Kristine Buccoliero, CEO og founder i NeoCare Nordic

 

Læs mere om Matchlån her