Fjernvarme er velkendt og udbredt i store dele af Nordeuropa. Men teknologien er forblevet ukendt for en stor del af verdens lande. På trods af det står der i Japan et fyrtårn for dansk fjernvarmeteknologi. Linka Energy har med mange årtiers erfaring med produktion og servicering af biomasseanlæg til varmeværk, landbrug og industri grebet eksportmuligheden og skræddersyet en løsning, der forvandlede bioskrald til skat i japanske Ogata Village. Drømmen blev gjort mulig med hjælp fra EIFOs Green Accelerator-midler, og næste projekt er allerede sat i værk.
Med fokus på klima og miljø udvikler og optimerer Linka Energy miljøvenlige energiformer, der er baseret på biomasse. En af virksomhedens styrker ligger i evnen til at tilpasse deres ekspertviden og teknologi til konkrete behov. Derfor var Linka Energy en oplagt samarbejdspartner til en japansk virksomhed, der ønskede at undersøge muligheden for at etablere et fjernvarmenet i landsbyen Ogata Village, hvor man finder det største sammenhængende risproducerende område i Japan. Resterne fra risproduktionen, risskallerne, havde indtil mødet med Linka Energy blot været et restprodukt til afskaffelse. Men med Linka Energys skræddersyede løsning er skallerne forvandlet fra skrald til skat.
Direktør for Linka Energy, Thomas Gaardbo, fortæller, at der ligger en klar mission bag virksomhedens teknologier og projekter om at bidrage til den grønne transformation:
”Vi vil gerne spille en stor rolle i transformationen væk fra fossile brændsler. Selvom vi i Danmark og Nordeuropa er bekendte med fjernvarme, er det for mange andre verdensdele helt ukendt. Nu kunne vi åbne op for reelle salg på et eksportmarked. Og få lavet en showcase på, hvordan dansk fjernvarme egentlig ser ud. Vi kan vise, hvordan man egentligt kan udnytte de her restprodukter på en effektiv måde. Der er et enormt potentiale.”
Det konkrete projekt er også grønt på flere niveauer. Lokalbefolkningen i Ogata Village har fået styrket sin energiforsyning med en grønnere løsning. Men udover forbrændingen af risskallerne til brug i fjernvarmeanlægget bliver også selve asken fra forbrændingen brugt igen. Asken recirkuleres tilbage til risproduktionen og gøder jorden.
Green Accelerator understøtter eksportdrømmene
Det kræver kapital at udforske nye eksportmarkeder. Her opstod samarbejdet mellem EIFO og Linka Energy. Linka Energy blev tildelt midler fra Green Accelerator-initiativet til at modne deres grønne eksportprojekt, og midlerne har støttet alt fra test af materiale til dokumentationsopbygning af danske erfaringer samt forretningsbesøg i både Danmark og Japan.
Dét resulterede i en tillid mellem to nye forretningspartnere:
”Vores samarbejde med EIFO og Green Accelerator-midlerne har betydet direkte, at vores japanske kunde har fået modet til at lægge ordrer hos os, og at vi har fået opbygget en tillid i en ny eksportrelation,” fortæller Thomas Gaardbo.
Næste eksportrejse har også Japan som destination. Denne gang er det biomasse, der stammer fra svampe, der skal tænkes ind i en grøn løsning, som Linka Energy vil levere.
Netop forståelsen for, at man som virksomhed både skal drive forretning i det daglige, samtidig med at man drømmer om store projekter, har for Thomas Gaardbo været værd at påpege i samarbejdet med EIFO:
”Der har været stor fleksibilitet og forståelse fra EIFO i vores samarbejde omkring Green Accelerator. Det har været simpelt og let, men vi har samtidig modtaget en masse rådgivning, der har hjulpet os på vej ind i det japanske marked,” afslutter han.