Den danske deeptech-virksomhed Dynelectro rejser 45 millioner kroner til at videreudvikle deres Solid Oxide-elektrolyseanlæg (SOEC), som omdanner grøn energi til brint og grønt brændstof. Med deres unikke teknologi kan levetiden på anlæggene mere end femdobles, og nu skal en investering skal sætte gang i kommercialiseringen af virksomheden.
Solid Oxide elektrolyse-processen er den mest effektive til at omdanne vind- og solenergi til grøn brint, der kan lagres eller indgå i processen med at lave efuels, som er syntetiske brændstoffer. Men der er bare et problem. Den primære komponent i de eksisterende anlæg på området holder kun få år. Det har historisk gjort SOEC-elektrolyseanlæg dyre i drift, fordi de er omkostningstunge at vedligeholde.
Forskning femdobler anlæggets levetid
Men det er den sjællandske virksomhed Dynelectro godt i gang med at ændre på. Virksomheden har patent på en teknologi der adresserer den store knast, som i årevis har været en udfordring for den energieffektive højtemperatur elektrolyseproces. Deres løsning forlænger nemlig levetiden på de keramiske celler, der står for konverteringen af el til brint med en faktor fem.
Teknologien er udviklet og patenteret af firmaets grundlægger, Søren Højgaard Jensen, der har mere end 20 års akademisk karriere med fokus på batterier, og brændsels- og elektrolyseceller. Udover arbejdet med Dynelectro har han bibeholdt et professorat ved Aalborg Universitet.
De centrale solid-oxid stakke, der udgør cirka 50 procent af omkostningerne til et SOEC-anlæg, har normalt kun en levetid på to-tre år, men med Dynelectros teknologi forøges levetiden markant – og så bliver teknologien hurtigt prismæssigt konkurrencedygtig. For med SOEC kan konverteringsgraden af el til brint komme op over 90 procent.
Dynelectro er i gang med et 150 kW produktionsanlæg, der kort efter følges op af et anlæg med kapacitet til at konvertere 1 MW grøn strøm til grøn brint. Det skal stilles op til næste år i samarbejde med European Energy.
Opbakning fra EU
Virksomheden holder til i Viby Sjælland, men potentialet er globalt. Derfor har Dynelectro netop fået 16,5 millioner kroner i støtte til deres 1 MW anlæg fra EU gennem det såkaldte EIC Acellerator-program drevet af European Innovation Council.
Projektet løber over tre år, og Dynelectro regner med at have selve anlægget klar til langtidstest allerede næste år.
Men støtten er ikke nok til at finansiere hele 1 MW produktionsanlægget. Det kræver kapital at gå fra forskning til udvikling og dernæst kommercialisering. Derfor skyder et stærkt syndikat af investorer bestående af Yara Growth Ventures, EIC Fund, Footprint Firm, PreSeed Ventures og EIFO nu yderligere 45 millioner kroner i selskabet, der nu totalt har rejst omkring 150 millioner kroner siden 2022.
”Med vores patenterede løsning gør vi det muligt at konvertere grøn energi til brint i stor skala, og investeringen giver os mulighed for at fortsætte arbejdet med at opskalere anlægget til 1 megawatt. Og det er præcist det, der skal til, når vi skal udvikle et kommercielt bæredygtigt produkt, som vi forhåbentlig kan præsentere allerede næste år,” forklarer Sune Lilbæk, CEO hos Dynelectro, der på seks måneder har fordoblet antallet af medarbejdere fra 10 til 20 og nu ser frem mod en A-runde i 2025.
EIFO understøtter samfundsforandrende teknologier
Den statslige eksport- og investeringsfond, EIFO har arbejdet fokuseret på at understøtte danske virksomheder, der arbejder på nye teknologier, der kan lagre grøn energi. Gennem en målrettet klimastrategi skal EIFO være facilitator for den grønne omstilling og modning af nye teknologier, så vi kan bidrage til det politiske mål om klimaneutralitet i 2045.
”Dynelectro er et forbilledligt eksempel på en virksomhed, der med risikovillig kapital har udviklet bæredygtige løsninger, som vi har brug for både i Danmark og på verdensplan. Vi glæder os over, at en dansk virksomhed har knækket koden til at gøre elektrolyse mere rentabel, og hvordan Dynelectro styrker Danmarks position som foregangsland inden for Power-to-X,” siger Christian Winther, Partner, Tech & Industry, EIFO Investering.