EIFO bidrager til ny rapport om nordisk fintech-investeringsmiljø, som blandt andet viser, at Sverige og Danmark skiller sig ud i Norden, samt at størstedelen af investeringerne i tidlige, nordiske fintech-virksomheder kommer fra Norden, men at interessen fra amerikanske og britiske investorer har været stærk.
EIFO har i samarbejde med Copenhagen Fintech og Signal Analytics bidraget til den nye rapport, "Nordic Fintech Investment Environment 2024", der undersøger venturekapital (VC)-økosystemet for fintech-virksomheder i Norden. Rapporten er netop offentliggjort.
Rapporten giver et dybdegående indblik i det tidlige stadie af venturekapital-investeringer i fintech-sektoren i Norden.
Rapporten viser blandt andet:
- 40 procent af nordiske fintechs stiftet siden 2019 har opnået VC-finansiering
Sverige og Danmark skiller sig ud i Norden i forhold til investeringsaktivitet i tidlige stadier af fintechs. Det viser sig ved, at investeringsaktiviteten i Danmark og Sverige er væsentligt højere end i de øvrige nordiske lande – både i absolutte tal og set relativt til landenes respektive størrelser (målt ved landenes indbyggertal)
Betalingstjenester er den fintech-vertikal, der har tiltrukket de største kapitalmængder
Størstedelen af investeringerne i tidlige nordiske fintech-virksomheder kommer fra Norden, men interessen fra amerikanske og britiske investorer har været stærk
19 procent af fintech-stifterne har ikke en universitetsuddannelse
I et mere forsigtigt nordisk VC-landskab kan stiftere med dokumenterede resultater, for eksempel fra såkaldte 'founder factories', forvente færre forhindringer, når de rejser kapital til nye projekter
Startups, der søger finansiering, kan med fordel fokusere på mindre investeringstørrelser for at tiltrække et bredere spektrum af investorer og reducere afhængigheden af få store investorer. Denne strategi giver større fleksibilitet i fundraising-processen og sikrer fremdrift i usikre markeder samt hurtigere finansieringsrunder
EIFO har blandet andet bidraget til rapporten med data på ventureinvesteringer i nordiske, og særligt i Danske, startups og scaleup, samt udviklinger og tendenser, som er specifikke for det danske venturekapitalmarked, og perspektiver på udfordringer og muligheder, som nordiske startups står overfor, når de forsøger at rejse kapital i det nuværende investeringsklima.
Ved at analysere markedets dynamikker og investeringstendenser giver rapporten en omfattende oversigt over de faktorer, der driver væksten inden for fintech i Norden, samt kaster lys over det fremtidige potentiale og den globale betydning af regionens fintech-virksomheder.
Væsentlige udviklinger og tendenser
Rapporten indeholder også en gennemgang af profilerne bag de fintech-virksomheder, der har modtaget kapital, med fokus på stifternes tidligere arbejdserfaring og uddannelse, hvilket giver et klart billede af de personer, der driver innovationen i fintech-sektoren.
Derudover afdækker rapporten de udfordringer og muligheder, som nordiske startups står overfor, når de forsøger at rejse kapital i det nuværende investeringsklima.
Udover det nordiske fokus præsenterer rapporten også flere væsentlige udviklinger og tendenser, som er specifikke for det danske venturekapitalmarked. Rapporten tager et dybdegående kig på investeringerne i danske fintech-startups, som steg markant i første halvdel af 2024 og tegnede sig for en rekordhøj andel af den samlede venturekapital rejst på det danske marked. (Fintechs rolle som en drivkraft for den danske venturekapitalaktivitet blev også behandlet i EIFO’s rapport, From Startup to Scaleup).
Rapportens nøglefund er også inkorporeret i afsnittet om "The Nordic fundraising scene" i Copenhagen Fintechs omfattende nye rapport, Nordic Fintech Report 2024, som kan tilgås via Copenhagen Fintechs hjemmeside (bag betalingsmur).
Se rapporten her:Early Stage Fintech VC Investment Environment (Nordics) FINAL