Den danske klimateknologiske virksomhed Stiesdal skal have fart på internationaliseringen. Derfor følger EIFO nu Chr. Augustinus Fabrikker og investerer et tocifret millionbeløb i virksomheden.
Udover at bidrage til et voksende og konkurrencedygtigt erhvervsliv er en af EIFOs største missioner at bidrage til grøn og bæredygtig omstilling.
Derfor er EIFO med et tocifret millionbeløb trådt ind som medejere i Stiesdal A/S. Dermed har EIFO fulgt Chr. Augustinus Fabrikker, der i sommer annoncerede en trecifret millioninvestering, ind i ejerkredsen, der bl.a. også tæller PensionDanmark og Nordvest A/S.
Stiesdal har udviklet førende klimateknologiske løsninger, der kan have stor kommerciel og industriel betydning for Danmark som eksportnation. Og være med til at afbøde klimaforandringer globalt.
Selskabet er på en opskalerings- og vækstrejse med sine innovative koncepter inden for grøn energi og nedbringelsen af CO2-udledninger.
”Den rejse vil vi med vores internationale ekspertise og finansieringsløsninger rigtig gerne være med til at understøtte,” siger Peter Boeskov, CCO, Large Corporates i EIFO.
”Vi har stor fokus på eksport af klimateknologier, og vi vurderer Stiesdal har betydelige kommercielle muligheder fremover,” konstaterer han.
Internationaliseringsmål rykker nærmere
Stiesdals CEO, Jacob Nørgaard Andersen, ser det som en styrkelse af virksomhedens internationaliseringspotentiale at få de to investorer med ind i ejerkredsen.
”Vi er meget begejstrede for, at EIFO valgte at gå med Chr. Augustinus Fabrikker i en samlet investering i Stiesdal. Vores mål er at accelerere den grønne omstilling ud over Danmarks grænser, og det mål rykker nærmere med den nye ejerkreds”, siger Jacob Nørgaard Andersen, CEO for Stiesdal A/S.
Stærke kapaciteter indenfor brint, vind og pyrolyse
Stiesdal har tre aktive datterselskaber:
Stiesdal HydroGen producerer udstyr til grøn brintproduktion ved elektrolyse. To 3 MW-enheder er i drift på Nature Energys biogasanlæg i Glansager ved Sønderborg og endnu en 3 MW-enhed er for nylig sat i drift i Maade ved Esbjerg. Udstyret produceres i samarbejde med store danske virksomheder, bl.a. Danfoss og KK Wind Solutions.
Stiesdal Offshore udvikler flydende havvindmøllefundamenter. Et 3,6 MW testfundament har snart været i drift i tre år ud for Norges kyst, og det første 15 MW fundament er i produktion.
Stiesdal SkyClean har bygget verdens største pyrolyseanlæg (20 MW) til produktion af biokul og energi på restafgrøder. Med officiel åbning i Vrå i Nordjylland 7. oktober skal anlægget levere negative emissioner og grøn energi svarende til CO2-udledningen fra 5.000 danskere.
Stiesdal styrker Danmark i den globale bæredygtighedsværdikæde
Med investeringen følger en klar ambition, om at Stiesdal skal have international succes.
”For EIFO er det vigtigt at investere i en dansk virksomhed som Stiesdal, der er med til at fremme dansk eksport og fortsat placerer Danmark centralt i den globale værdikæde, der understøtter bæredygtighed og grøn omstilling,” slutter Peter Boeskov.