Hvert år dør op mod 50.000 personer af at indånde røg fra bål til madlavning i Bangladesh. Dertil kommer op mod 100.000 brandskader. Det ændrer brugen af gasflasker til madlavning nu forhåbentlig på. EIFO yder finansiering på 337,5 mio. kr til et nyt LPG gaspåfyldnings- og distributionsanlæg i Dhaka.
Sammen med Standard Chartered Bank yder EIFO finansiering på EUR 45m til City LPG Ltd. til opførelsen af et nyt LPG gaspåfyldnings- og distributionsanlæg inkl. flaskefabrik i ”Hoshendi Economic Zone” ved hovedstaden Dhaka, Bangladesh.
Beslutningen om at finansiere gas, som ellers ikke er en del af EIFO´s portefølje, skal ses i lyset af det store behov for hjælp til konvertering fra madlavning på bål til brug af gas til madlavning.
”Vi deltager, selv om projektet ligger inden for den fossile energisektor, simpelthen fordi gassen her redder liv. Så der er både positive miljømæssige samt sociale fordele for befolkningen i Dhaka,” siger Jakob Pilegaard Hansen, Senior Vice President i EIFO.
Vil erstatte knappe reserver af naturgas
Bangladesh er et land, hvor naturgas (LNG) er blevet brugt som husholdningsbrændstof til madlavning i flere årtier, da landet selv har naturgasreserver. Fremover ønsker Bangladesh dog i højere grad at erstatte naturgas med LPG på grund af knaphed på naturgasreserverne, som forventes opbrugt inden for det næste årti.
”Forbrænding af LPG forurener ikke luften, og gassen er både effektiv og nem at transportere. Det gør LPG til et ideelt trinbræt væk fra afbrænding af biomasse i hjemmet for samfund, der endnu ikke er klar med de fossilfrie energikilder. Vores mange års ekspertise i gasindustrien kan dermed være med til at skubbe til en positiv udvikling i lande som Bangladesh,” siger Anders C. Anderson, CEO i MAKEEN Energy, der skal levere gaspåfyldnings – og distributionsanlægget i Dhaka.
Vi deltager, selv om projektet ligger inden for den fossile energisektor, simpelthen fordi gassen her redder liv
Projektet bidrager i høj grad til implementeringen af Bangladeshs NDC (National Determined Contributions) for 2020 – 2030 og den nationale plan ”National Action Plan for Clean Cooking” ved at understøtte en konvertering fra madlavning over åben ild til madlavning ved brug af gas. Af planen fremgår det blandt andet, at Bangladesh ønsker at udvide andelen af husholdninger, der anvender gas til madlavning, fra 15 procent til 55-65 procent i perioden fra 2020 til 2030.
Udover at bidrage direkte til planen sikrer projektet også, at flaskerne og påfyldningen af disse bliver af den højeste kvalitet, hvormed sikkerheden øges for den lokale befolkning, fordi man undgår eksplosioner ved defekte gamle flasker og en sikker genopfyldning på anlægget.
Stærk virksomhedsgruppe
City Group, som projektselskabet City LPG er en del af, er en af Bangladeshs større konglomerater indenfor produktion af forbrugsgoder og fødevarer. Anlægget bliver leveret af MAKEEN Gas Solutions A/S, en del af MAKEEN Energy, der ligeledes har det overordnede projektansvar.
Transformationen til LPG vil være med til at erstatte mere forurenende energikilder som benzin, kul og brændselstræ. Det anslås, at der dør op mod 50.000 personer årligt som følge af madlavning over biomasse i Bangladesh. Samtidig vil transformationen også bidrage til at mindske skovrydning.
"Vi er glade og stolte over at kunne være med til at hjælpe en dygtig dansk eksportvirksomhed som MAKEEN Energy med en af EIFO’s kernekompetencer, nemlig køberfinansiering af eksportordrer siger Jakob Pilegaard Hansen, Senior Vice President i EIFO.