Det danske fintech-selskab Monthio henter frisk kapital i en ny investeringsrunde ledet af Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Med 75 millioner i ryggen skal vækstselskabet ekspandere yderligere i Europa.
Monthio har udviklet en softwareløsning til den finansielle sektor, som kan automatisere dataindsamlingen i forbindelse med kreditvurderinger. Selskabet har allerede hovedparten af de store nordiske banker på kundelisten, og nu skal en ny investeringsrunde bringe dem tættere på at blive europæisk førende på området.
Digitale kunderejser
Produktet er en SaaS-løsning, software som en service, som giver pengeinstitutter og andre virksomheder mulighed for at indhente og bearbejde data fra privatkunder.
Det kan bruges i kreditvurdering og rådgivning i en højt digitaliseret banksektor, hvor intuitive og digitale kunderejser prioriteres højt.
For bankerne betyder det en solid risikostyring og store besparelser på effektivisering af usikre og tidskrævende manuelle processer. Samtidig oplever bankernes kunder en mere smidig og moderne proces.
Kundelisten tæller blandt andet Danske Bank, Nordea og Klarna, men Monthios software bruges også af billeasingselskaber og realkreditinstitutter. Nu skal frisk kapital understøtte skaleringen af selskabet.
“Vi er utroligt stolte over at have gennemført vores kapitalrejsning. Det er en stor anerkendelse af vores teams innovative arbejde og fokus på kvalitet. Med den nye kapital kan vi accelerere vores vækst og fortsætte rejsen med at levere banebrydende dataløsninger til vores kunder i den finansielle sektor,” siger Mads Aarup Pedersen, co-founder og CEO i Monthio.
Præcision og compliance
Platformen bag Monthio er i dag én blandt få europæiske leverandører, som kan imødekomme den finansielle sektors høje krav til præcision og compliance, altså overholdelse af lovgivning og standarder, i datagrundlaget.
Sammenlignet med resten af verden er vi i Danmark langt fremme, når det kommer til forbrugerbeskyttelse i forbindelse med kreditvurderinger. Velfungerende digitale datakilder i form af blandt andet offentlige registre og open banking, altså deling af finansielle data med en tredjepart, giver optimale betingelser for udvikling af fintechløsninger til den finansielle sektor.
De øvrige nordiske lande har stort set samme udgangspunkt som Danmark, og forventningen er, at de øvrige EU-lande vil følge samme udvikling som følge af EU’s direktiver inden for digitalisering og forbrugerkredit.
Fintech-foregangsland
Det er Danmarks Eksport- og Investeringsfond, der leder den samlede investeringsrunde på 75 millioner kroner, hvor også svenske Harmar AB, et investeringsselskab stiftet af den tidligere EQT partner Harry Klagsbrun, deltager.
I både ejerkreds og bestyrelse findes en række markante profiler på området med stor erfaring fra den finansielle sektor.
Ifølge Jacob Bratting Pedersen, der er partner og head of Tech & Industry i EIFO, er investeringen i Monthio et udtryk for EIFO’s øgede fokus på vækstinvesteringer og fastholdelse af fremtidige, danske eksportsucceser.
“Monthio bidrager i høj grad til Danmarks styrkeposition inden for fintech. Med en markedsførende platform til understøttelse af automatiserede kreditvurderinger i finansielle institutioner, står Monthio solidt positioneret til at blive en vindende aktør på området. I EIFO bidrager vi med risikovillig kapital til fremtidens vækstvirksomheder, og her er Monthio et godt eksempel på et selskab, der kan blive dansk fyrtårn inden for kerneinfrastruktur til den finansielle sektor i Europa,” siger Jacob Bratting Pedersen.
Læs mere om Monthio her.