DA / EN
25. juli 2025

EIFO og Citi yder en rammefinansiering på €756 millioner til Enel

Foto: Power grid

 

Enel-koncernen, en italiensk global energivirksomhed, har indgået en aftale en rammefinansiering fra Citi og EIFO på op til 756 millioner euro. De enkelte lån kan være i forskellige valutaer. Aftalen tager afsæt i koncernens globale samarbejde med danske leverandører og har til formål at understøtte de finansielle behov forbundet med Enel-koncernens bæredygtige investeringer.

 

Den innovative og fleksible finansieringsaftale indgår som en del af Enel-koncernens overordnede strategi om at diversificere sine finansieringskilder knyttet til bæredygtighed. Den giver mulighed for at stille likviditet – både i euro og amerikanske dollar – til rådighed for en række af koncernens datterselskaber. Den første lånefacilitet på 500 millioner amerikanske dollar (svarende til 430 millioner euro) blev indgået af Enel Finance International (EFI).

"Transaktionen bekræfter koncernens solide position og gør det muligt for os at få adgang til konkurrencedygtige løsninger, samtidig med at vi styrker vores indkøbsstrategi," udtaler Stefano De Angelis, CFO i Enel-koncernen.

"Enel er en mangeårig kunde hos EIFO. Siden vores seneste transaktion med Enel i 2022 har 12 danske virksomheder modtaget eller står til at modtage nye ordrer fra Enel, herunder mindst tre SMV’er – og flere forventes at følge. Vi er meget glade for samarbejdet om denne aftale, som bidrager til at accelerere den grønne omstilling,” siger Peter Boeskov, CCO hos EIFO.

“Citi er stolte over at have samarbejdet med EIFO og Enel om at levere denne innovative og fleksible ECA-finansieringsløsning, som er skræddersyet til behovene hos en global virksomhed,” siger Richard Hodder, Global Head of Export and Agency Finance hos Citi.

Om Enel
Enel er en global energikoncern og en ledende integreret aktør på det globale marked for energi og vedvarende energi. Globalt er Enel den største aktør inden for vedvarende energi, den førende udbyder af eldistributionsnet målt på antallet af netkunder, samt den største detailudbyder målt på kundebase. Enel er til stede i 28 lande og producerer energi med en samlet kapacitet på cirka 91 GW.

Enel Grids, koncernens globale forretningsenhed for eldistribution, leverer elektricitet via et netværk på 1,9 millioner kilometer til cirka 69 millioner slutbrugere. Enel Green Power, koncernens enhed for vedvarende energi, har en samlet kapacitet på over 66 GW og en produktionsportefølje, der omfatter vind-, sol-, geotermisk- og vandkraft samt energilagringsanlæg i Europa, Amerika, Afrika, Asien og Oceanien. Enel X Global Retail er koncernens enhed for energirelaterede produkter og tjenester rettet mod kunder over hele verden. Den betjener omkring 55 millioner kunder globalt med integrerede energitjenester, tilbyder fleksibilitetsydelser med en samlet kapacitet på 9,2 GW, administrerer cirka 3 millioner gadebelysningspunkter og råder over 30.100 offentligt tilgængelige ladestandere til elbiler.

Om Citi
Citi er en førende bankpartner for institutioner med grænseoverskridende behov, en global aktør inden for formueforvaltning og en værdsat privatbank i hjemmemarkedet i USA. Citi opererer i mere end 180 lande og jurisdiktioner og leverer et bredt spektrum af finansielle produkter og services til virksomheder, myndigheder, investorer, institutioner og privatkunder.