DA / EN
11. oktober 2024

EIF og EIFO invester i ny nordisk deep tech fond

image Foto: EIF og EIFO investerer i ny nordisk deep tech fond til tidligt stadie iværksættere. Fra venstre Erik Balck Sørensen, CIO i EIFO, Anders Kjær, Marianne Hyltoft og Maria Emilie Danø Hoffmann, partnere PSV Hafnium, og Alessandro Tappi, CIO i EIF.
Med investeringer fra blandt andre EIF og EIFO er den nye nordiske deep tech venturefond PSV Hafnium kommet godt fra start. Ambitionen er at skabe flere nye deep tech-iværksættere

Den uafhængige nordiske venturefond, PSV Hafnium, har hentet investeringer fra Den Europæiske Investeringsfond, EIF, og Danmarks Eksport og Investeringsfond, EIFO. Som den første danske fond nogensinde, vil PSV Hafnium udelukkende investere i tidligt stadie videnskabs- og teknologibaserede startups med fokus på banebrydende innovation og samfundsforandrende teknologier.

Fonden har som mål at rejse 600 mio. kr. og har for nylig gennemført sin første runde af investeringer. EIF har givet tilsagn om 185 mio. kr., mens EIFO investerer 100 mio. kr. Dertil kommer en række mindre investorer, der bidrager til et ’first close’ på i alt 385 mio. kr.

Mindst 65 pct. af fondens midler skal investeres i det, EIF definerer som klima- og miljømæssigt bæredygtige teknologier. Det er forventningen, at PSV Hafnium kommer til at investere i op mod 30 videnskabsbaserede startups indenfor primært ’new energy’, ’bio solutions’, ’food- & ag-tech’, ’future of compute’, ’health tech’, ’resilience & dual-use tech’, ’new materials’, og ’space-tech’.

Som del af venturehuset PSV, og med PSV Foundry som LP, har PSV Hafnium en stærk tilknytning til DTU - Danmarks Tekniske Universitet, hvor fonden vil kunne trække på blandt andet eksperter indenfor især de naturvidenskabelige kompetencer og innovation.  

Europæiske virksomheder skal kunne få nødvendig kapital

”Deep tech er en af mange veje til at løse vores klimaudfordringer. EIF’s opgave er at sikre, at de europæiske virksomheder kan skaffe sig den kapital, de har brug for - særligt i de tidligste stadier af deres udvikling,” siger Marjut Falkstedt, CEO i EIF.

"Vores investering i denne fond vil hjælpe med at imødekomme et kritisk markedsbehov og sikre, at der er kapital til rådighed for de nye teknologier, der kan spille en afgørende rolle i kampen mod klima- og miljøudfordringer,” fortsætter hun.   

Deep tech er en af mange veje til at løse vores klimaudfordringer. EIF’s opgave er at sikre, at de europæiske virksomheder kan skaffe sig den kapital, de har brug for - særligt i de tidligste stadier af deres udvikling
— Marjut Falkstedt, CEO i Den Europæiske Investeringsfond, EIF
Blåstempling af dansk forskning og partnerteamet

Ifølge EIFOs investeringsdirektør Erik Balck Sørensen ses EIFs investering som en blåstempling af såvel dansk forskning, som PSV Hafniums partnerteam.  

“EIFO arbejder for at sikre, at banebrydende dansk deep tech forskning bliver omsat til reelle samfundsforandrende, kommercielle løsninger. Det er derfor en stor ting for os, at Danmark nu får sin første deep tech fond, der skal imødekomme de tidlige iværksætteres særlige behov for tålmodig og langsigtet arbejdskapital. EIF er en stærk partner og deres investering i PSV Hafnium er en anerkendelse af såvel kvaliteten i dansk deep tech forskning og fondens partnerteam. Med EIFs og vores investering i PSV Hafnium håber vi at sætte fart på kommercialiseringen af den mest lovende forskning indenfor samfundsforandrende teknologier.”

Erik Balck Sørensen, CIO i EIFO, ser store potentialer for samarbejdet med PSV Hafnium om at udvikle nye danske deep tech-virksomheder. Foto: Oliver Ryg Nielsen.
Brobygning mellem forskere og investorer er afgørende

DTUs rektor Anders Bjarklev ser frem til at få en aktør som PSV Hafnium i markedet, da fondens fokus lægger sig i forlængelse af DTU’s forskningsarbejde:

"DTUs vision er at skabe værdi for samfundet og verden gennem forskning, der løser globale udfordringer og støtter opfindelser mod markedet. Brobygning mellem universitets- og venturemiljøer er helt afgørende, hvorfor det har været afgørende for os at støtte PSV Foundry og partnerne i at skabe en fond med 100 pct. fokus på deep tech.”

Teamet bag PSV Hafnium kombinerer en række relevante kompetencer inden for videnskabelig indsigt, virksomhedsudvikling og ventureinvesteringer. Med en dual carry-struktur har partnerteamet stærke incitamenter til at fokusere på både økonomisk og klimamæssig impact.

EIFO arbejder for at sikre, at banebrydende dansk deep tech forskning bliver omsat til reelle samfundsforandrende, kommercielle løsninger. Det er derfor en stor ting for os, at Danmark nu får sin første deep tech fond, der skal imødekomme de tidlige iværksætteres særlige behov for tålmodig og langsigtet arbejdskapital.
— Erik Balck Sørensen, CIO i EIFO
Bredt sektorfokus i Norden

PSV Hafniums stiftende og ledende partnerteam deler begejstringen over, at den nye og uafhængige fond nu bliver en realitet:

"Vi er utroligt glade for at kunne bidrage til at accelerere tidlige investeringer i ambitiøse danske og nordiske teknologivirksomheder. EIFs opbakning er afgørende for, at lovende deep tech-startups kan se dagens lys. Selvom vi nu er en uafhængig kommerciel venturefond, er vi stolte af at trække på relationerne fra DTU-fortiden. Fondens porteføljeselskaber vil være dybt forankret i unik og ofte patenteret teknologi, der giver fordele i den globale konkurrence. Vi vil fokusere stærkt på løsninger til den grønne omstilling og ser frem til at drage fordel af EIFs og EIFOs erfaringer, især i forhold til deres portefølje af succesfulde venturefonde.”

PSV Hafniums investeringer vil primært rette sig mod virksomheder i pre-seed- og seed-segmenterne, der arbejder med videnskabsbaserede teknologier, som er valideret i laboratorier eller andre relevante miljøer og har et stærk naturvidenskabeligt grundlag.

Fonden har et bredt sektorfokus indenfor et afgrænset geografisk område, nemlig Danmark og Norden. Teamet vil særligt, gennem sin tilknytning til de teknologiske forskningsmiljøer i Danmark, få adgang til deal flow. Dermed vil fonden kunne støtte sine porteføljevirksomheder i deres videre udviklingsrejse.

PSV Hafniums partnerteam består af (fra venstre) Anders Kjær, Marianne Hyltoft, Jakob Rybak-Andersen og Maria Emilie Danø Hoffmann Foto: Oliver Ryg Nielsen
Vi vil fokusere stærkt på løsninger til den grønne omstilling og ser frem til at drage fordel af EIFs og EIFOs erfaringer, især i forhold til deres portefølje af succesfulde venturefonde.
— Anders Kjær, stiftende og ledende partner i PSV Hafnium

 

Om PSV Hafnium

PSV Hafnium er en ny, uafhængig dansk tidlig-stadie deep tech VC-fond.

Fonden foretager tidlige satsninger på forskere, ingeniører og iværksættere, der bygger deep tech startups på tværs af Danmark og Norden.

Fonden trækker på deres dybe kendskab til startup-rejsen og deres rødder i forskningsmiljøet på DTU - Danmarks Tekniske Universitet, for at hjælpe iværksætterne med at skalere teknologiske gennembrud til globale løsninger.

PSV Hafnium har taget navn fra grundstoffet hafnium, der blev opdaget i København (Hafnia) i 1923. 

På nuværende tidspunkt har PSV Hafnium investeret i fire deep tech startups.

Fondens stiftende og ledende partnere består af Marianne Hyltoft, Jakob Rybak-Andersen, Maria Emilie Danø Hoffmann og Anders Kjær.

Læs mere på www.psv.xyz