DA
3. juli 2024

Dansk kvanteselskab rejser millioninvestering til at forløse potentialet i kvanteteknologi

image Foto: Kvantifys stifterteam - fra venstre: Hans Henrik Knudsen, Nikolaj Zinner og Allan Grønlund.

Kvantify henter 75 millioner kroner i en investeringsrunde fra blandt andet EIFO. Den danske startup skal bruge kapitalen til at forløse potentialet i kvanteteknologi, og de begynder med life science.

Københavnsbaserede Kvantify vil indlede med applikationer i inden for life science, når de med en ny investering i ryggen sætter fart på deres arbejde med kvanteteknologi.  

Selskabet arbejder på kommerciel at udvikle software til bl.a. kvantecomputere og arbejder fokuseret med pharma-industrien. De har eksempelvis haft et projekt med biotech-virksomheden Novonesis, som nu bruger kvanteteknologi i udforskningen af enzymer. 

Fra to til 65 medarbejdere på to år 

Kvantify blev stiftet i 2022 af Hans Henrik Knudsen, Nikolaj Zinner og Allan Grønlund, og virksomheden har i dag mere end 65 eksperter inden for fysik, kemi, kvantecomputere, cloud-software og machine learning tilknyttet. 

Potentialet er stort, teknologien spænder bredt – og ambitionerne ligeså: 

“Kvanteteknologien er revolutionerende. Og vi ser os selv som problemløsere, der kan skabe banebrydende værktøjer på det her område,” siger adm. direktør og medstifter Hans Henrik Knudsen. 

Den samlede investering på 75 millioner kroner kommer fra et stærkt syndikat af investorer, der tæller Dreamcraft, Lundbeck BioCapital, det private investeringsselskab 2degrees, Redstone, Quantum VC 2xN og EIFO. 

Kvante som strategisk område for statens investeringsfond 

Som et led i regeringens strategi på området, skal der blandt andet etableres en europæisk kvantefond med base i Danmark, og statens finansieringsfond planlægger at investere et trecifret millionbeløb i den kommende kvantefond. 

EIFO arbejder bredt med kvanteteknologi, og med investeringen i Kvantify cementerer fonden sin strategiske indsats på området. For der er brug for risikovillig kapital til danske kvantestartups, når Danmark skal være førende inden for kvanteteknologi i Europa: 

“Potentialet inden for kvanteteknologi er enormt, og derfor er vi glade for at kunne understøtte en stærk spiller på området med risikovillig og tålmodig kapital. Kvantify har på kun to år mere end bevist sit værd som en afgørende europæisk spiller på kvanteområdet, og vi ser frem til at følge det innovative selskab og deres stærke team,” siger Christian Winther, Partner, Tech & Industry, EIFO. 

Potentiale inden for både life science og finans 

Den friske kapital skal accelerere Kvantifys innovative løsninger, der gennem kvanteteknologi kan hjælpe brancher som medicinalindustrien, logistikbranchen og telekommunikationsbranchen med at optimere og simulere processer. 

“Jeg er, på vegne af hele stifterteamet, meget begejstret for investeringsrunden, som markerer et afgørende skridt for Kvantify. Investeringen validerer ikke kun vores vision om at skabe kvanteteknologi til at revolutionere life science-industrien, det giver os også ressourcer og strategiske partnerskaber, som er nødvendige for at sætte fart på vores udvikling og vækst. Med opbakningen fra nye og eksisterende investorer er vi stærkt positioneret til at få banebrydende løsninger på markedet, siger adm. direktør og medstifter Hans Henrik Knudsen.  

Læs mere om Kvantify her.