DA
22. maj 2025

Astrolight rejser 21 mio. kr til at forbinde Jorden og rummet gennem højhastigheds-laserkommunikation

image Foto: Astrolight-teamet.
EIFO udbygger sine investeringer i rum- og forsvarsteknologi gennem en investering i det litauiske rum-startup Astrolight. Investeringen skal understøtte selskabets mission om at skabe et komplet laserkommunikationssystem, der forbinder satellitter, jordstationer og fremtidige rumnetværk.

EIFO investerer i det litauiske rum-startup Astrolight, der udvikler dual-use optisk kommunikationsinfrastruktur, som muliggør hurtig, sikker og pålidelig dataoverførsel mellem satellitter og Jorden.

Investeringen er en del af en investeringsrunde, hvor Astrolight har rejst 2,8 mio. euro, svarende til 21 mio. kr., fra EIFO, Balnord, Coinvest Capital og de eksisterende investorer 3NGLS og Rita Sakus.

Astrolights kommunikationsinfrastruktur fungerer ved at anvende laserbaserede systemer, som tilbyder højere båndbredde og mere modstandsdygtighed over for interferens end traditionelle radiobaserede systemer.

Virksomhedens mål er at tilbyde optisk kommunikation som en service ved at forbinde både egne og andre udbyderes optiske terminaler med sin egen jordbaserede infrastruktur.

"Antallet af satellitter og konstellationer i rummet vokser eksponentielt, men der findes stadig ikke en skalerbar og sikker måde at bringe disse data konsekvent tilbage til jorden på," siger Laurynas Mačiulis, CEO og medstifter af Astrolight.

"Med laserkommunikation lukker vi det hul," lyder det videre.

Fremtidsplanerne for Astrolight omfatter både idriftsættelsen af den første operationelle optiske jordstation samt en demonstration af en hybrid optisk terminal til både rum-til-jord og rum-til-rum kommunikation.

Det her er en strategisk vigtig investering i et selskab, hvis teknologi har potentiale til at spille en central rolle i opbygningen af europæiske rumkompetencer og modstandsdygtighed ved at udvikle og levere avancerede teknologi til optisk kommunikation i rummet.
— Louise Flyger, Investment Manager hos EIFO
Dansk datterselskab

Astrolight var en del af første kohorte optaget på NATO Diana i samarbejde med Deep Tech Lab – Quantum på det danske Bio Innovation Institute, BII, i København.

Tidligere i år etablerede Astrolight derudover et dansk datterselskab for at styrke samarbejdet på tværs af de nordiske lande, og samtidig udforske mulighederne for etablering af sikker laserkommunikation i den arktiske region.

Det har gjort Astrolight til en på en gang strategisk interessant og oplagt investeringscase for EIFO. Det fortæller Louise Flyger, der er Investment Manager hos EIFO, og som har været ansvarlig for investeringen i Astrolight.

"Det her er en strategisk vigtig investering i et selskab, hvis teknologi har potentiale til at spille en central rolle i opbygningen af europæiske rumkompetencer og modstandsdygtighed ved at udvikle og levere avancerede teknologi til optisk kommunikation i rummet. Det er et område af stigende strategisk betydning for Europas uafhængighed og teknologiske suverænitet," siger Louise Flyger.

Astrolight blev stiftet i 2019 og har hovedkontor i den litauiske hovedstad, Vilnius.