DA / EN
28. marts 2025

Dansk fintech-fond træder ind i internationalt samarbejde

image Foto: Lars Nordal Jensen, Managing Director, Fund Investments i EIFO, kalder FinTech Collective for et rigtig godt match.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Velliv og Finansforbundet stod i samarbejde med Copenhagen Fintech i 2022 bag etableringen af fintech-investeringsfonden Upfin. Fonden bliver nu del af det internationale FinTech Collective.

Det var med fokus på at styrke det danske og nordiske fintech-miljø, at investeringsfonden Upfin blev etableret i 2022 med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (dengang Vækstfonden), Velliv og Finansforbundet som institutionelle investorer i tæt samarbejde med Copenhagen Fintech.

I forhold til den videre strategiske udvikling og forvaltning af midlerne er FinTech Collective et rigtig godt match for os som investorer og for fintech-virksomhederne i startupmiljøet.
— Lars Nordal Jensen, Managing Director, Fund Investments, Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Samme strategiske fokus og samarbejde fortsætter nu i regi af den internationale venturekapitalfond FinTech Collective som den fremtidige forvaltningsbase for investeringspartnerkredsen bag Upfin. Målet er stadig at understøtte fremtidens mest lovende og ledende virksomheder indenfor nordisk fintech. Samarbejdet skal styrke fonden og åbner samtidig nye muligheder for fintech-økosystemet i Danmark og Norden.

Ny konstruktion giver nye muligheder

”Vi har et stærkt samarbejde og et fælles fokus på at skabe fornuftige investeringer ved at stille kapital til rådighed for et spirende fintech-miljø i Danmark og i vores nabolande. Det har der hele tiden været fælles fokus på i investorgruppen bag Upfin, hvor vi er kommet fornuftigt fra start med en stærk portefølje. I forhold til den videre strategiske udvikling og forvaltning af midlerne er FinTech Collective et rigtig godt match for os som investorer og for fintech-virksomhederne i startupmiljøet,” siger Lars Nordal Jensen, Managing Director, Fund Investments, Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Upfin Management, der indtil nu har været forvalter for Upfin-fonden, træder ud af forvaltningsaftalen efter gensidig aftale. Driften og forvaltningen af midlerne i fonden ligger fremover i regi af Fintech Collective, og samarbejde med Copenhagen Fintech videreføres i den nye konstruktion.

”I aftalen med FinTech Collective får vi nye muligheder for at styrke investeringscasen, fordi adgangen til netværk, kapital og kompetencer øges. Det er et skridt i den rigtige retning, som styrker afkastpotentialet,” siger Thor Schultz Christensen, viceinvesteringsdirektør, Velliv.

Om Upfin og Fintech Collective

• Upfin blev stiftet i 2022 som Danmarks første dedikerede venturefond med klart fokus på fintech-selskaber i deres tidlige stadie.

• Bag fonden står EIFO, Velliv og Finansforbundet. De tre investorer har samlet givet investeringstilsagn til fonden på 225 mio. kr.

• Upfin har gennem hele sin levetid haft et strategisk samarbejde med
Copenhagen Fintech, der har været med til at starte fonden.

• FinTech Collective er etableret I 2012 og arbejder internationalt orienteret med base i New York, USA og med europæisk kontor i London, UK

I samarbejdet lægger parterne vægt på at fastholde det oprindelige udgangspunkt og investeringsfokus.

”Det er afgørende for os at kunne træde ind i et stærkt setup, hvor vi samtidig bevarer en tæt relation til fintech-miljøet i Danmark. Partnerne er enige om at fastholde det udgangspunkt, og det er helt afgørende for at skabe fornuftige investeringer og tage del i den fortsatte udvikling af fintech-miljøet”, siger Jakob Thorgaard, næstformand i Finansforbundet.

Økosystemet i Danmark er stærkt, rummer stort potentiale, og det er et marked, vi ser meget frem til at komme i endnu tættere kontakt med.
— Brooks Gibbins, Managing Partner i FinTech Collective

Samarbejdet vil også blive en fordel for økosystemet i Danmark generelt, lyder det fra Copenhagen Fintech.

”Det er positivt for både økosystemet i Danmark, for Copenhagen Fintech og for de enkelte startups, at fonden nu forvaltes af en top tier amerikansk venture capital fond. At FinTech Collective har øjnene åbne for danske og nordiske fintechs er et skulderklap, og det giver uden tvivl nye muligheder fremover”, siger Thomas Krogh Jensen, direktør for Copenhagen Fintech.

FinTech Collective glæder sig over samarbejdet og ser store muligheder for både investorer og startups i engagementet i Danmark.

”Økosystemet i Danmark er stærkt, rummer stort potentiale, og det er et marked, vi ser meget frem til at komme i endnu tættere kontakt med. Det er jeg overbevist om vil skabe værdi for alle parter”, siger Brooks Gibbins, Managing Partner i Fintech Collective.

Toby Triebel, partner hos FinTech Collective og leder af firmaets europæiske forretning, vil være ankerperson på firmaets engagement i regionen for at sikre en tæt forbindelse til Danmark og det nordiske fintech-økosystem fra FinTech Collectives europæiske hovedkvarter i London.