Af Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, Danmarks Eksport – og Investeringsfond
CFA-francen, oprindeligt akronym for Colonies françaises d'Afrique, blev introduceret i 1945 blandt daværende franske kolonier i Vest- og Centralafrika, da Frankrig ratificerede Bretton Wood aftalen. Ifølge de tidlige fortalere for valutaen, bedst udtrykt ved den franske finansminister René Pleven, skulle de ”afsidesliggende døtre” ikke lide overlast ovenpå Frankrigs økonomiske deroute efter 2. verdenskrig.
Kritikerne betragtede det som endnu et led i Frankrigs forsøg på at forskanse sig i Afrika.
CFA-francen er i dag fælles møntfød i 14 lande, der indgår i enten den vestafrikanske eller den centralafrikanske økonomiske og monetære union (WAEMU og CEMAC). Valutaen er bundet til euroen og er garanteret af den franske stat med krav om deponering af 50% af de samlede reserver hos det franske finansministerium.
Om den fælles valuta har været en fordel eller hæmsko for de implicerede lande vækker stor og ofte følelsesmæssig debat og kan på måder sammenlignes med euro-debatten herhjemme; pengepolitisk, eller nærmere kolonial, uafhængighed kontra stabil valutakurs og inflation over for de primære handelspartnere.
Mundell ville være uenig
For at en valutaunion kan fungere bedst, skal særligt fire konvergenskrav være opfyldt ifølge den canadiske nobelprisvinder i økonomi Robert Mundell; arbejdskraft skal kunne bevæge sig frit på tværs af grænser. Der skal være kapitalmobilitet og pris- og lønfleksibilitet samt mulighed for finanspolitiske overførsler på tværs af medlemslande for effektivt at kunne absorbere økonomiske stød. Slutteligt skal medlemslandene have ensartede konjunkturcykler, så den førte pengepolitik ikke virker kontracyklisk for nogen af medlemslandene.
ECOWAS har, med Mundells kriterier for et optimalt valutaområde i mente, opsat konvergenskriterier for medlemslande, der bl.a. indebærer, at underskuddet på den offentlige saldo ikke må være større end 3% af BNP, og at centralbanken ikke må finansiere det offentlige underskud med mere end 10% af forrige års skatteindtægter. Men ECOWAS er stadig langt fra at være et Optimalt Valutaområde i Mundellsk forstand. Hertil er landene for strukturelt forskellige, hvor den økonomiske motor i nogle af landene er centreret omkring udvindingssektoren, mens den i andre lande er baseret på landbrug. Lande som bl.a. Burkina Faso, Guinea og Mali er plagede af statskup fra tid til anden og sanktioneres i disse tider ovenikøbet af det økonomiske fællesskab, mens relativt velfungerende demokratier i lande som Elfenbenskysten og Senegal er lysår foran på den økonomiske udvikling. Hertil kommer spørgsmålet om, hvordan Afrikas største økonomi, og tidligere britiske koloni, Nigeria, vil agere i et set-up, hvor Frankrig stadig vil have en vis indflydelse.
Fransk indflydelse spøger i baggrunden
ECOWAS introducerede i slutningen af 2019 en ny fælles valuta, ECO, på papiret. Håbet var, at medlemslandene, efter at have opfyldt konvergenskriterierne, ville adoptere ECOen i løbet af en kort årrække. De samfundsøkonomiske effekter fra pandemien og krigen i Ukraine har indtil videre udskudt tidshorisonten til 2027.
Spørgsmålet om kolonial uafhængighed spøger dog fortsat i baggrunden. Det foreslås, at ECOen stadig skal være bundet til euroen, hvilket tilsidesætter pengepolitisk uafhængighed. Derfor virker tilbagerulningen af kravet om fransk deltagelse i den nye centralbanks bestyrelse tandløst ifølge kritikere. Kravet om deponering af reserver i Frankrig droppes helt, hvilket vil give centralbanken et vist albuerum i knebne tider. Frankrig vil stadig agere garant, hvilket må forventes at opretholde en vis indflydelse over ECOWAS.
Denne analyse har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten samt på Finans.dk.