DA

Uruguay står stabilt trods alvorlig tørke, mens situationen er mere kritisk i Argentina

image Foto: Farmers Market i Montevideo, Uruguay
Den alvorligste tørke i 40 år rammer væksten i Uruguay, men sunde makroøkonomiske politikker og stærke institutioner betyder, at udsigterne fortsat er gode for landet. I Argentina, der var i en vanskelig økonomisk situation, allerede inden tørken ramte, er situationen gået fra slemt til værre.

Af: Lars Piil Damm, chefanalytiker i Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Både Uruguay og Argentina er hårdt ramt af en alvorlig tørke, der går ud over landenes store produktion af landbrugsvarer, og efter en vækst i begge lande på omkring 5 pct. sidste år, har de udsigt til væsentligt lavere vækst i år. Uruguay ventes at klare sig bedst og få en vækst på omkring 2 pct., mens IMF forventer en vækst tæt på 0 pct. i Argentina.

I Uruguay er man meget afhængig af landbrugssektoren, da mere end 60 pct. af landets eksport udspringer af denne sektor. Oksekød, sojabønner og mejeriprodukter er nogle af de vigtigste eksportvarer.

Godt forretningsklima

Uruguay har et af de bedste forretningsklimaer i Latinamerika, og den økonomiske ulighed er mindre end i de fleste andre lande i regionen, hvilket betyder, at der en stor middelklasse. Samtidig nyder landet godt af stærke institutioner og stabile makroøkonomiske politikker.

Regeringen har for nylig været i stand til at få gennemført en pensionsreform, der hæver pensionsalderen fra 60 til 65 år. Reformen vil dog først træde i kraft i 2027 og blive indfaset gradvist. Reformen skal styrke de offentlige finanser i lyset af landets aldrende befolkning.

Uruguay har en offentlig gæld på ca. 60 pct. af BNP, og staten har nemt ved at finansiere sig, da der er stor efterspørgsel efter landets statsobligationer som følge af ansvarlige finanspolitikker. Staten Uruguay er i gennemsnit ratet BBB af ratingbureauerne Fitch, S&P og Moody’s, hvilket er relativt godt og betegnes som ”investment grade”.

Uholdbar udvikling i Argentina

Situationen er en ganske anden i Argentina, der har store økonomiske udfordringer, inklusiv en for høj offentlig gæld, en inflation på 109 pct. og kritisk lave valutareserver. Ratingbureauerne Fitch, S&P og Moody’s rater staten Argentina omkring C, hvilket angiver, at landet er tæt på en misligholdelse af gælden.

Næsten 40 pct. af befolkningen lever i fattigdom, og den høje inflation har udhulet mange argentineres købekraft. Regeringen forsøger med alle midler at undgå en kraftig devaluering af pesoen, da det vil øge inflationen og skade regeringens chancer for genvalg ved parlaments- og præsidentvalget i oktober i år. Argentinas årelange problemer med en alt for høj inflation skyldes til dels, at staten har skaffet finansiering ved at lade centralbanken trykke pesos. Dette har fået en af de førende oppositionskandidater til præsidentvalget til at foreslå, at Argentina afskaffer den argentinske peso og erstatter den med US-dollaren, hvilket formentlig er med til at forstærke flugten fra pesoen.

Næsten 40 pct. af befolkningen lever i fattigdom
— Lars Piil Damm

Argentina har indført omfattende valuta- og importrestriktioner for at mindske presset på valutareserverne, men valutareserverne fortsætter med at falde, og situationen er blevet forværret af tørken, der har ramt den vigtige eksport af sojaprodukter meget hårdt. Produktionen af sojabønner forventes i 2023 at ligge 44 pct. lavere end gennemsnittet for de foregående fem år, og høsten af sojabønner forventes at blive den laveste siden 1988/89.

Denne analyse har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten samt på Finans.dk